Nyhed

Legendarisk slumstormerplade genudgives

Under sloganet "Vi skriver selv vores historie!" genudgiver Demos en kultplade fra 1971

Sangene fulgte generationer. Til utallige demonstrationer ville sangene blive sunget, foran Christiansborg eller Københavns Rådhus, eller fra en dj-vogn i et autonomt optog. Sange som uopslidelige Det kan Blive Bedre Kammarat eller den om Uropatruljen, som ville lyde fra mange struber, når ordensmagten troppede op. Pladen er med Slumstormerne, og den stammer fra det venstreoreinterede pladeselskab Demos, hvor den oprindeligt så dagens lys i 1971. I aften er der releasefest i Folkets Hus et stenkast fra Den Sorte Firkant. Jeg behøver vel ikke sige, at vi befinder os på postnummeret 2200 N?

Pladen stammer fra dengang, der for alvor blev saneret på den københavnske stenbro. Hvor baghuse og hele gader forsvandt, mens de oprindelige beboere ofte blev flyttet ud i byens udkant, ikke mindst lokket af så luksusiøse tiltag som bad og toilet. Det var dengang, hvor man på stenbroen måtte ty til wc på trappen eller i gården og måtte en tur ned på badeanstalten for at opleve varmt vand.

De mange tomme lejligheder stod ofte ubenyttede hen, mens de såkaldte bolighajer spekulerede i at lade dem stå, og med inspiration i ungdomsoprøret i ikke mindst Amsterdam besatte unge de tomme lejligheder og dannede kollektiver. Det var dem, der siden hen ville blive til BZ-bevægelsen. Nogle af de mest berømte slumstormerstede i København var Sofiegården på Christianshavn - som Gasolin' blandt andre udsprang fra - og Den Sorte Firkant på Nørrebro, som blandt andet fostrede Slumstormerkoret og den plade, der nu bliver genudsendt.


Som så meget andet fra Demos med DR-produceren Karsten Sommer som primus motor - det var også ham, som var særdeles aktiv omkring andre udgivelser fra Demos, såsom alle pladerne med Røde Mor og den ligeledes genudsendte Bøsse med Bent Jacobsen. Illustrationerne på Det Kan Blive Bedre Kammerat er i øvrigt pudsigt nok af Jens Nordsø, den nu afdøde far til ex-Sneakersguitaristen Mikkel Nordsø.

Det er en fremragende plade, som nu er blevet genudsendt. Og Demos er som altid klare i spyttet, når de skriver: "Gennem de sidste 20 år har vi hørt på et stadig mere skingert borgerligt forsøg på at devaluere 60'er-oprøret og den venstrefløj, der voksede frem i samme periode. Og de seneste års småborgerlige værdikamp blev en hetz vendt mod alle, der ikke bøjer nakken, eller mod dem, der ikke passer helt ind. Forsøgene på at latterliggøre Kollektivisme, Klassekamp og Kvindekamp har fået lov til at dominere kultur og politik. Det har været til at få kvalme af!"

Der er releaseparty i aften kl. 19 i Folkets Hus, Stengade 50, 2200 København N, hvor medlemmer af den oprindelige gruppe spiller sangene.


ANNONCE