15 forunderlige facts om Volbeat

15 forunderlige facts om Volbeat

Se et galleri med masser af Volbeat-fotos gennem årene i GAFFAs gallerisektion

I aften giver Volbeat den første af tre udsolgte danske arenakoncerter, i Jyske Bank Boxen i Herning. Gruppen spiller også i Forum i København 24. november og 1. december. Vi varmer op med 15 facts om det populære orkester.

1. Bandet er opkaldt efter tredje album med death metal-bandet Dominus, som Michael Poulsen også var forsanger i. Titlen var "Vol.Beat", hvilket stod for Volume Beat.

2. Bandet deler navn med en Pokémon. Ja, du læste rigtigt. Der findes en Pokémon ved navn Volbeat, der af udseende ligner en ildflue. Deres særlige egenskab er deres lysende hale, som de kan angribe med. 

3. Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Michael Poulsen skulle blive rockstjerne. Han er søn af en jord- og betonarbejder og en rengøringskone og ernærede sig tidligere som handicapmedhjælper og lærervikar.

4. I 2004 deltog Volbeat i Live Contest DK, det tidligere DM i Rock. Her blev de slået ud i semifinalerne. Sodastar, der siden skiftede navn til Alphabeat, vandt konkurrencen det år. 

5. Volbeats andet album "Rock The Rebel/Metal The Devil" fra 2007 blev det første danske metalalbum nogensinde til at nå toppen af den danske hitliste. Albummet solgte endda platin, hvilket det også er det første i sin genre, der har gjort. 

6. I 2007 åbnede bandet Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 spillede de der igen. 2013 var dermed tredje gang, at de var oppe på den ikoniske scene og optræde. De har også tidligere været opvarmning for et andet band, der spillede på festivalens største scene i år – nemlig Metallica. 

7. GAFFA kårede i december 2007 nummeret "The Garden's Tale" til "Årets danske single". 

8. Michael Poulsen er dybt inkarneret fan af boksning og har et tæt venskab med Mikkel Kessler. Så tæt, at han i 2009 skrev sangen "A Warrior's Call" til ham, hvor Kessler selv råber "fight fight fight" ind over. Mikkel Kessler gik i ringen til nummeret i kampen mod Andre Ward samme år.

9. Poulsen har i et interview forklaret motivationen for titlen på det fjerde album "Beyond/Above Heaven" fra 2010 således: "Det er en måde at fortælle folk på, at vi ikke hører til, eller tror på, hverken himmel eller helvede. Så hvis vi går ud over helvede, vil vi lade himlen ligne helvede, og hvis vi går ud over himlen, vil vi lade helvede ligne himlen. Himmel og helvede er noget, vi skaber i vores eget sind, og personlige selvskabte dæmoner kommer ud fra dem."

10. Bandet fik problemer til deres "Beyond Hell/Above Heaven Live 2010"-tour, da guitarist Thomas Bredahl ikke fik godkendt sit visum af den amerikanske regering. Det skyldtes ifølge bandet en episode adskillge år tilbage omhandlende en stjålet barstol. "Han var ikke en decideret ungdomskriminel, men for Homeland Security er det hele det samme", udtalte gruppen. Efter et par missede koncerter fik Bredahl dog endelig godkendt sit ophold i landet. 

11. Volbeat har blandt andet vundet følgende danske priser:

"The Strength/The Sound/The Songs" vandt for bedste debutalbum til Danish Metal Awards i 2005.
Volbeat vandt en Steppeulv som "Årets Håb" i 2006.
Volbeat vandt prisen som "Årets Live Band" i 2006 ved Danish Metal Awards. 
Rock the Rebel/Metal the Devil vandt prisen for "Årets Bedste Album", ved Danish Metal Awards 2007.
Volbeat har også vundet P3 Lytterprisen med nummeret "Fallen" i 2010.

12. I 2011 blev guitarist Thomas Bredahl smidt ud af bandet. Volbeat fortsatte sine tourplaner ufortrødent. Blandt andet med Hank Shermann fra Mercyful Fate som stand in. 

13. Volbeat er efterhånden en stort navn i USA.  Blandt andet solgte albummet "Beyond Hell/Above Heaven" over 250.000 eksemplarer i USA og mere end 750.000 på verdensplan. 

14. Med deres nyeste album "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies" har Volbeat formået at bryde et par rekorder igen. Dels ved at være det første ikke-amerikanske band nogensinde, der har opnået at have hele fire nummer et-singler i træk på Billboards Active Rock Airplay-liste. Dels ved placere sig på en 9. plads på Billboards albumhitliste efter den første uge, ved at have solgt 40.000 eksemplarer. Den bedrift skal vi helt tilbage til 1997 for, at et dansk band kan slå. Dengang var Aqua på alles læber også i USA, hvor de nåede en 7. plads på selvsamme liste med albummet "Aquarium".

15. Hele 2013 har været booket op med koncerter. Typisk fem en halv uge ad gangen i USA, så halvanden uges hvil, videre rundt i Europa, tilbage til USA, et smut til Asien og så videre. Det kan ifølge bandet kun lade sig gøre, fordi de er som en lille familie. Efter at spillet sammen i 15-20 år føler drengene sig som brødre. Gruppen holder koncertpause fra 2. december til 15. februar, men så er de på landevejen igen.

Se et galleri med masser af Volbeat-fotos gennem årene i GAFFAs gallerisektion

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA