x

Trancens mester besøger Danmark

Trancens mester besøger Danmark

Som en del af "Images of the Middle East"-projektet præsenterer Kulturhuset Islands Brygge hele to arrangementer med den afrikanske kunstner Maâllem Mokhtar Gania.

Gania er gnawa og tilhører et såkaldt sufi-broderskab, der kom til Marokko fra landene syd for Sahara. Gnawa-musikken spilles typisk til ritualer af typen 'Leela' (en slags trancenat, hvor der arbejdes terapeutisk med åndeuddrivelse). Ceremonien afholdes stadig den dag i dag, og ved denne lejlighed bliver der mulighed for både at opleve en koncert med Gania og deltage i selve den religiøse ritual.

Den 2. september byder Kulturhuset således på en dobbeltkoncert med Djamel Laroussi og Mokhtar Gania. Laroussi afsøger den musikalske grænseløshed igennem det, han betegner som Real World Music, hvor nordafrikanske grooves blandes med salsa og afrikanske beats. Laroussi synger desuden på hele tre sprog samt til tider på et selvopfundet fantasisprog.

Den centrale del af Ganias gnawa-musik er kvindernes sufi-sang og mesterens eget instrument - en gimbri, der er en slags basguitar overtrukket med skindet fra en dromedars hals. Med dette instrument styrer Gania slagets gang og inviterer med funky basgange til en trancelignende oplevelse.

Den 3. september fra klokken 20.00 holder Torben Holleufer foredrag, hvorefter den religiøse gnawa ceremoni afholdes fra klokken 21.00 og hele natten igennem indtil en gang ud på formiddagen. Ritualet bliver anført af Maâllem Mokhtar Gania i samarbejde med storesøster Zaida Gania, som foretager selve healingen og som forbinder det terapeutiske rum med de forskellige ånder. En ting som hun er ualmindeligt god til, og som hun i dag er meget berømmet for i det sydlige Marokko.

Prisen for dobbeltkoncerten er 120 kroner, mens gnawa ceremonien kan overværes for blot 50 kroner.

Læs mere om arrangementet her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA