x

Premiere: Lyt til 13 sange fra Muses kommende koncert-dvd

Premiere: Lyt til 13 sange fra Muses kommende koncert-dvd

Muse udgiver koncertfilmen "Muse – Live At Rome Olympic Stadium" på dvd 2. december, efter at den blev vist i udvalgte danske biografer mandag den 18. november. GAFFA giver dig nu, eksklusivt for Skandinavien, mulighed for at høre 13 af de 20 sange fra filmen, heriblandt numre som "Resistance", "Madness", "Supermassive Black Hole", "Uprising" og "Starlight". De 13 sange udkommer også på en cd sammen med dvd'en.

Showet er optaget under Muses sommer-tour den 13. juli i år, hvor de gæstede Roms olympiske stadion, der har kapacitet til 60.000 publikummer.

GAFFAs anmelder Henrik Tuxen så filmen i biografen og tildelte den fire ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "Frontmand Matt Bellamy fører an med det helt store smil, ledsaget af ord om revolution og verdens garanterede og snarlige undergang. Chris Wolstenholmes fuldfede, slagkraftige bas er musikkens faste anker, trommerne sidder, og man skal nok have luppen fremme for at finde så meget som en slåfejl på nogle af instrumenterne."

Siden Muse debuterede i 1994 har bandet udgivet seks studiealbum. Seneste udgivelse var "The 2nd Law", som GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen gav tre stjerner. Bandets sidste koncert på dansk grund var, da de gæstede Roskilde Festival i 2010, som til gengæld vakte begejstring hos GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen, der saluterede med fem stjerner.

Turnéen, som bragte Muse til Rom i sommer, kom til gengæld ikke forbi Danmark. En koncert i Malmö i december 2012 var programsat, men blev aflyst, da Matt Bellamy brækkede foden. Kort forinden havde gruppen skrevet på Facebook, at de planlagde en koncert i Danmark, men den blev ikke til noget. Bandet har til gengæld antydet, at de vil tage på 20 års jubilæumsturné i 2014, og så kan man jo håbe, at de kommer denne vej.

Lyt til musikken fra "Muse – Live At Rome Oplympic Stadium" nedenfor:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA