Nyhed

Queens of the Stone Age og Franz Ferdinand til NorthSide

Den unge, aarhusianske festival bliver ved med at hive kaniner op af hatten

NorthSide Festival har gang i annonceringerne for tiden. I går fik vi nyheden om, at The National gæster Ådalen til juni – om end lidt før tid. I dag kan vi så fortælle, at både de amerikanske rockdrenge fra Queens of the Stone Age og de skotske indie-rockere fra Franz Ferdinand er at finde på et efterhånden ganske stærkt festivalprogram.

Queens of the Stone Age-frontfigur Josh Homme har altid gang i mindst fem projekter samtidig, og når han ikke spiller med Eagles of Death Metal eller Them Crooked Vultures producerer han plader for Arctic Monkeys eller er gæst på plader med UNKLE, Biffy Clyro eller The Strokes. Succesen er dog størst, når han, på underspillet vis, tordner derudad med Troy Van Leeuwen, Michael Shuman, Dean Fertita og Jon Theodore, der tidligere på året udgav den meget roste plade "…Like Clockwork." Bandet spiller i øvrigt i Forum i København på fredag den 29. november.

Siden udgivelsen af den skarpe single "Take Me Out" har Franz Ferdinand været bannerførere for skarp og dansevenlig indierock, og hits som "Do You Want To" og "No You Girls" har cementeret deres status som et af de bedste engelske bands i de sidste ti år. De har undervejs eksperimenteret med afrikanske rytmer og dub-remix, men på deres seneste album, "Right Thoughts, Right Words, Right Action", er de med stor succes vendt tilbage til de dyder, der i 2004 gjorde dem til stjerner.


Programmet tæller, indtil videre, altså: Ane Brun, Arcade Fire, Franz Ferdinand, Lucy Love, Mew, The National, Quadron, Queens of the Stone Age og Turboweekend.

NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE