x

Erfarne branchefolk åbner nyt musikselskab

Erfarne branchefolk åbner nyt musikselskab

Fire iværksættere med forskellige baggrunde inden for den danske musikbranche stifter det nye netværksbaserede musikselskab, Instant Major. De fire medstiftere er Michael Ritto (billedet), Christian Skjølstrup, Daniel Vangsgaard og Majid Ahmad, og de vil samle erfaringerne om et bredere og bedre samarbejde mellem musik- og erhverslivet. 

Michael Ritto fremhæver management og rådgivning af artister som centrale i det nye selskab: "Det er der, alle trådene samles i dag, og det er der, alle de nye muligheder for alvor kommer i spil. Det er der, jeg har lyst til at bruge min erfaring. Tæt på musikken, hvor det hele startede. Siloerne er døde i underholdningsindustrien. Det handler i dag om formidling af talent i alle tænkelige former og på tværs af kanaler," udtaler Michael Ritto.

Underholdningsbrancherne har unægtelig ændret sig markant i den digitale tidsalder, i forhold til hvordan man udgiver, markedsfører og distribuerer sit produkt, og musikbranchen er ingen undtagelse. I dag er det nogle helt andre platforme, der tages i brug, når artister for eksempel skal formidles igennem management og promoveres igennem de sociale medier. For i dag er de sociale medier jo noget nær den primære kilde til information og nyheder om alt hvad der rører sig i musiklivet - hvornår der er koncerter, og hvilke nye navne der spirer op af den musikalske undergrund.

De fire entreprenører har hver især enorme netværk fra deres tid i branchen. Når de slår cv'erne sammen, kan de dermed trække på erfaringer om alt fra, hvordan man bestyrer et selskab, over hvordan man agerer manager for artister og arrangerer koncerter, til talentudvikling og pr. Disse erfaringer og kontakter vil de nu anvende sig af, når de sætter sig for at opstarte eget selskab, og promoverer med mere for en række nye artister og nogle få mere etablerede navne på samarbejdet såsom Dúné og Niklas.

Michael Ritto er blandt den danske musikbranches helt store kanoner. Helt tilbage i '78 var han medstifter af Medley Records, som i årenes løb har været blandt de mest fremtrædende her i landet og blandt har udgivet en lang række af Kim Larsens plader. I 2004 stiftede han holdingselskabet MBO, som under sig havde en række vigtige labels – Copenhagen Records og A:larm Music blandt andet. Fra 2006 til 2009 arbejdede han som administrerende direktør for Nordisk Film.

Christian Skjølstrup har arbejdet med talentudvikling og kampen for musikeres rettigheder, event- og koncertplanlægning. Og så har han været manager for bands som Dúné og The Kissaway Trail. 

Daniel Vangsgaard har 20 år i musikbranchen bag sig, hvor han via store pladeselskaber har arbejdet med blandt andre Thomas Helmig, Burhan G, Justin Timberlake og U2, og har sin spidskompetence inden for pr.

Majid Ahmad har flere års erfaring som event-planlægger. Blandt andet arrangerede han afterparty for koncerter med Chris Brown og Rihanna. Han har stået for event-planlægning inden for comedy-shows, koncert og klubfester.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA