x

Liserstille klar til danske koncerter

Liserstille klar til danske koncerter

Drengene fra Liserstille lægger vejen forbi både Train i hjembyen Aarhus den 5. december og Pumpehuset i København den 6. december, når de giver et par stort opsatte releasekoncerter for deres minialbum "Flight Of Belljár," der udkom den 16. september i år. Udgivelsen er blevet tildelt fire stjerner af GAFFAs Pelle Sonne Lohmann, som skrev: "Bandets voldsomt bombastiske lyd og teatralske udtryk besidder et uendeligt dramatisk snit, der klæder en apokalyptisk skildring som denne temmelig perfekt. Lis Er Stille er blot blevet bedre med årene."

"Flight Of Belljár" har været med til at sikre bandet en amerikansk sync-aftale og en ny, europæisk bookingagent. Deres bud på moderne rock har givet genlyd ude i verden, og den legendariske musikjournalist David Fricke fra Rolling Stone Magazine har sammenlignet bandet med Pink Floyd i de tidlige dage.

Liserstille er netop hjemvendt fra en velbesøgt Europatour, og inden julefreden sænker sig helt, er de klar til også at præsentere deres nye musik live i Danmark. Forsanger og pianist, Martin Byrial, forklarer, at det giver en helt særlig energi at spille uden for landets grænser. En energi, som Liserstille vil bringe med til koncerterne i Danmark: "Mange af de europæiske klubber har ikke den samme regelrette struktur, som vi er vant til herhjemmefra. Hvad, der kan lade sig gøre, er i høj grad op til bandets eget drive og kreativitet, og det er noget af den autonome fandenivoldskhed, vi har tænkt os at hjembringe til de danske scener."

Turen rundt i Europa bød, ud over supportkoncerter for det anerkendte svenske postrockband EF, også på et besøg hos folkene bag Europas støste postrock-festival, Dunk!Festival, i Belgien. Til de danske koncerter vil magikeren Kim Andersen fungere som en slags sprechstallmeister, der vil understøtte Liserstilles univers og udføre illusioner, der skal minde publikum om, at langt fra alt er, som man først tror.

Liserstille har siden debutpladen "The Construction Of The Amp Train" høstet store anmelderroser for deres produktioner. Med den alternative blanding af progressiv rock og moderne epik har de markeret som værende forgangsmænd for den helt specielle blanding af genrer. Nu er de på banen igen med efterfølgeren til "Nous", der udkom i 2012 og høstede fire stjerner fra GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, der lagde ud med ordene:

"Jeg skal ellers love for, at der er sket ting og sager siden sidst, vi hørte fra Liserstille med "The Collibro." På "Nous" har både sangskrivningen og produktionen fået et gevaldigt nøk i den rigtige retning, og drengenes potentiale som absolut habile progrock-smede synes at nærme sig noget, der ligner en forløsning."

Til koncerterne på Train og i Pumpehuset supportes Liserstille er 180 Grader Vivar, som GAFFA har givet fem stjerner for albummet "Choice Is. (Insert words)"

Billetter til de to koncerter kan findes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA