Oven i hatten udgiver reggae-/dancehall-stjernen også en tegneserie
Raske Penge offentliggør nu, at han udgiver en ny ep, i form af en 10"-vinyl, der indeholder fem numre i fire reggae-genrer. Tekstuniverset er en blanding af ren fiktion og personlige holdninger og omhandler velkendte temaer i Raske Penge-regi som stoffer, musik, begær, materialisme og ensomhed.
Pladen får navnet "Yndlingsstof EP" og indeholder titelnummeret i tre versioner samt to nye numre med navnene "På Beløbet" og "Shh! (Racker op)".
Som noget nyt har Raske Penge valgt at smide et fysisk tegneseriehæfte på gaden i stedet for den traditionelle musikvideo, der udkommer samtidig på ep'en på mandag den 2. december.
Om de to nye numre udtaler Raske Penge:
"Uanset om man har mange penge eller er dygtig til at stjæle i butikker, så bliver ens personlighed påvirket af den frie adgang til ting. Begge dele er på samme tid imponerende og sølle. Det burde gøre én gavmild, men jeg har mest set det gøre folk grådige egentlig. Men man finder altid en måde at retfærdiggøre det på over for sig selv. Og det er det, jeg har prøvet at leve mig ind i på de her to sange".