Det er med tungt hjerte, at jeg konstaterer, at en af mine absolutte yndlingssangere ikke er mere, konstaterer GAFFAs Torben Holleufer
Han var elegant. Überelegant. For mig var der ingen over Tabu Ley Rochereau, som døde tidligere i dag på et hospital i Belgien. Som resultat af en deroute, der startede med en hjerneblødning for fem år siden. Nu skal han flyves hjem til Kinshasa, hovedstad i Congo, hvor han æres med en statsbegravelse.
Som det ofte er i Afrika, er der tvivl om, hvornår denne store sanger blev født. 1937 er nævnt, mens Wikipedia gør ham tre år yngre. Hvad der dog ligger helt fast er, at han var en af soukous-musikkens helt store stjerner, en musik der havde rumba som grundrytme og var karakteriseret ved guitarer, der flettedes ind og sindssygt flotte korharmonier over hvilke, forsangerne kunne brillere.
Tabu Ley hed egentlig Pascal Tabu. Han skrev sin første sang midt i 1950'erne og kom med i tidens store orkester, som var ledet af legenden Joseph Kabaselleh (1930-83), som aldrig blev kaldt andet end Le Grand Kallé. I forbindelse med Congos uafhængighed fra Belgien, hvor det fik navnet Zaire, var Tabu Ley en af de sangere, der blev rigtigt store med hymner, der fik karakter af nationalsange. Sammen med den jævnaldrende Franco Luambo, kaldet Franco (1938-89) fik Tabu Ley nærmest karakter af nationalskjald, og han ville snart danne det berømte orkester African Fiesta National, som udsendte en støt mængde af hits, og hvor senere stjerner som Papa Wemba og Sam Mangwana startede ud.
Det var dog i 1970, da han dannede Orchestre Afrisa International, at der for alvor begyndte at ske noget. Ordet Afrisa var en kombination af Afrika og Isa, som var navnet på Tabu Leys eget plademærke. Samme år var han den første afrikanske kunstner, der fyldte det prestigefyldte Olympia i Paris op – det vil sige, at strengt taget havde der været en før, nemlig den ægyptiske diva Oum Khaltoum. Op gennem 1970'erne og ind i 1980'erne var det orkestre et af de mest populære i Afrika, og gradvist ville Tabu Ley også lægge Paris for sine fødder. Medvirkende var hans tæft for at finde talent, og en af de vigtigste var sangerinden Mbilia Bel, med hvem han lavede utroligt elegante og underspillede duetter.
Da verdensmusikken som begreb opstod, var Tabu Ley en af de vigtigste afrikanske kunstnere, og han var en af dem, som Peter Gabriel havde med, da det indflydelsesrige Real World Records i over et årti var den nye trends vigtigste plademærke. Han ville desuden lave duetter med andre mestre, så som den ligeledes afdøde Pepe Kallé, kendt som Elefanten på grund af sit enorme korpus, og sammen lavede de den uimodståelige plade, Feu d'Artifice (1994) med numre som Chiffon, som jeg stadig sætter på, når der for alvor skal danses. Som på alle Le Seigneur Tabu Ley Rochereaus ting er det underskønne og sindssygt elegante vokaler af flydende honning, der kommer ud af højtalerne.
Da hjemlandet igen fik navnet Congo, og diktatoren Mobutos dage var ovre, gik den store stjerne ind i politik. Men det er nu som sangeren og nationalskjalden, at det store afrikanske land hylder ham, når de følger hans båre til graven. Jeg forventer, at det bliver noget i stil med dengang, da nigerianerne tog afsked med Fela Kuti. Altså med enorme folkemasser og den livlige soukous, der sparker gang i den efterfølgende fest.
Le Seigneur Tabu Ley Rochereau (1937?-2013) – Æret være hans minde.
Tjek Tabu Ley ud her i yndefuldt samarbejde med sangerinden Mbilia Bel:
