Hjertesafari - En samtale med Søren Kragh-Jacobsen

Hjertesafari - En samtale med Søren Kragh-Jacobsen

Få eller ingen herhjemme har med samme indføling og inderlighed som Søren Kragh-Jacobsen skildret den pureste ungdoms kvaler i sang og musik. Det blev imidlertid kun til tre plader midt i halvfjerdserne – album, der til gengæld må regnes for nyklassikere på modersmålet: "Hinkeruder på Motorvejen" (med vennen Leif Lindskov), "Tur/Retur" og endelig lydsporet til Jacobsens instruktørdebut "Vil du se min smukke navle" fra '78.

Netop filmarbejdet skulle nemlig blive mandens primære metier i de følgende årtier; en karriere som har kastet folkelige succeser som "Gummi-Tarzan" (1981), "Drengene fra Sct. Petri" (1991), og "Mifunes sidste sang" (1999) af sig – men samtidig været medvirkende til, at det kun er blevet til yderligere et album fra sangskriveren Søren Kragh-Jacobsen gennem de sidste – hold fast – fem og tredive år. "Isalena" fra 2002 blev til på opfordring af Danmarks Radio (ligesom i øvrigt, om end på anden vis, de tidlige sange, red.), og var til gengæld hele ventetiden værd med sine ømt vemodige sange om kærlighed og kriser midt i livet.

I efteråret 2011 tog Søren Kragh-Jacobsen så ud på sin første turné i små ti år, denne gang med den alsidige bassist Torbens Westergaards ensemble Oktober. Det blev til en række rørende koncerter, og i dag (16/1-14) indleder den 67-årige sangskriver så endnu en turné rundt på ikke mindst nogle af mindre scener: Fra Taastrup Teater i aften via blandt andet Aarhus til miniturnéen lukkes i Amager Bio i februar.

GAFFA benyttede lejligheden til en samtale med manden, som vi mødte i arbejdsværelset på Østerbro – et stativ med fem-seks guitarer diskret placeret ved siden af skrivebordet, hvor mandens næste filmmanuskript lå fremme. Med udsigt over Østerport Station kom snakken både omkring kærligheden, karrieren - og hvorfor en af landets bedste sangskrivere kun har udgivet fire album på lige så mange årtier. 

Anden del af det omfattende interview kan læses her på Gaffa.dk imorgen.

Friheden

Anledningen til at vi sidder her er jo den forestående turné, så måske er det passende at starte med at spørge: Hvad drev dig egentlig tilbage til scenerne – både dengang i 2011 og altså nu igen?

Glæde, først og fremmest. Jeg havde faktisk....efter 2002, hvor jeg spillede Isalena-koncerter, tænkt at "det var ligesom det," ikke? Så gik der ti år. Men så ringede Torben Westergaard, som har den gruppe, der hedder Oktober, - det er sådan lidt en svingdørsgruppe: der er en fast stab, og så kommer der nogen ud og ind. Hvis du har brug for en basklarinet, hvis du har brug for flere celloer og så videre.….han spiller også et tango-repertoire selv.

- Men det kom sig af, at han ringede i 2011 og spurgte om han måtte spille nogle af mine ballader med sit orkester. Han spiller også med Lotte Andersen, som så synger nogle af sine egne ting. Og jeg sagde, at det måtte han selvfølgelig gerne. Og så sagde han "hvad med dig selv?" Det er en helt anden historie," sagde jeg. "Jeg er nok ved at være lidt rusten." Så spurgte han, om han ikke måtte arrangere et øveforløb...bare en enkelt dag ude på Rytmekons (Rytmisk musikkonservatorium i København, red.)

- Samtidig mener jeg at Ivan Petersen, som er formand for DPA, hvor jeg er medlem, spurgte om vi ikke kunne spille på Krudttønden – når vi nu lige havde øvet. Og jeg slog mig lidt, men så synes jeg faktisk at det var så......inciterende. Jeg syntes det var sjovt, jeg syntes de spillede utroligt godt. Og også med den rigtige fornemmelse, i forhold til hvor jeg befinder mig i livet. Og i forhold til min musik....altså, det er jo en lidt anden fortolkning af det, ikke?

Desuden gav det mig så mulighed for ligesom at tage noget af det hele med.....meget "Isalena", en del Tom & Jess, noget fra langt tilbage i nostalgiens hellige navn. Så fik det den form, det har...og så spillede vi altså som sagt 23 koncerter i 2011 og '12.

Den egentlige comeback-koncert var vel strengt taget i Tivoli Friheden i Aarhus i efteråret '11....

Ja...

...hvor jeg havde fornøjelsen af at være til stede, det var en stærk oplevelse. Jeg stod selv midt i en skilsmisse på det tidspunkt, og den koncert ramte lige i hjertet.....

Åh, var det dig der gav os den smukke anmeldelse?

Jeg gav jer i al fald en meget rosende anmeldelse.....

Den var meget smuk, tak for den. Den blev vi meget glade for, den gav dem (musikerne, red.) sådan lidt luft under vingerne....

Det er jeg meget glad for at høre. Men det jeg vil gerne spørge dig om er, hvordan du selv oplevede den aften?

Det var sådan set okay...det var jo sådan en koncentreret koncert på en times tid. Vi spiller jo mere og bredere nu, har spillet længere og spillet meget mere sammen. Jeg havde den dér start-nervøsitet, som man altid har, når man står på en scene og har været væk i ti år. Jeg havde den jo voldsomt i 2002, da havde jeg ikke spillet siden '80.

Og på den måde kan man sige, at det garanteret er noget, man skal holde ved lige....hvis jeg ikke havde holdt så mange foredrag, som jeg har - og i lange perioder levet af det - så tror jeg, at jeg ville have vibreret ned gennem gulvet af bar nerver.

Koncerten i Aarhus står lidt diffust for mig....jeg kan huske, at der var et enormt lys, som gjorde at jeg svedte som et ostehandlervindue. En lampe på halvtreds grader lige ind i ansigtet havde jeg ikke øvet mig på...men bortset fra det synes jeg da, at vi kom okay igennem det....

- Men jeg skal virkelig holde mig skarp; jeg spiller jo hver dag, ellers kan jeg simpelthen ikke spille med dem (Oktober, red.). Der har jo været perioder på mange år, hvor jeg ikke har spillet bortset fra ganske kort for eller med vennerne. Så jeg har virkelig været i træningslejr for at kunne komme op på niveau, for de spiller jo allesammen strålende.

Spredehagl

Du sagde før, at musikernes måde at spille på passede godt til "det sted, du er i dag." Hvad er det for et sted?

Det ramte mig lidt at....jeg fik nogle anmeldelser omkring "Isalena," hvor folk skrev at de syntes, det var meget anderledes, end det de kunne huske....altså "Tur/Retur" og "Hinkeruder på motorvejen." Men altså, det kunne jo ikke være anderledes....man er jo ligesom blevet en anden og ligger nærmest en oktav under.

Men er også et andet sted i tilværelsen, rent lyrisk, synes jeg. Dengang skød vi med spredehagl; vi kunne synge om hvad som helst. Det kan jeg ikke i dag. Jeg kan ikke skrive de samme ting på samme måde som jeg kunne dengang. Til gengæld er der nogle virkelig gode numre, som jeg godt kan lide at spille – som er sjovere bygget op.

Leif Lindskov og jeg sad og pillede med det fem aftener om ugen...det gør jeg ikke mere. Rent lyrisk er jeg jo et helt andet sted; det betyder jo også meget, hvad man synger om. Altså, jeg kan rable en sang ned på to timer, det er ikke dét. Men det er ikke éen, jeg kan gå ud og synge...jeg er nødt til at have et eller andet forhold til den, kunne mærke den et eller andet sted. Desuden er jeg sådan en nørd, der broderer med mine ord indtil stemmen næsten bliver et instrument.....

Rent lyrisk var "Isalena" meget konsistent i sit fokus på den midaldrende mands virkelighed....var det album tænkt som en sangcyklus eller helhed, eller kom sangene bare på den måde?

Det var lidt besynderligt, for den tog sit afsæt i en sang, som jeg aldrig havde indspillet, men faktisk skrev for femogtredive år siden. Det er den, der hedder "Vinden, mågerne og Magdalone," som jeg skrev da jeg var i en skilsmisse – min første og eneste, og det er fandeme 36 siden. Jeg kan huske, at jeg skrev den om natten, så lå den dér og jeg tænkte at det faktisk var en smuk sang. Og på mange måder også lidt eviggyldig, ikke? Jeg var glad for lyrikken, måden den var bygget på, og den var kommet så spontant. Og det var funderet i den – og hvad jeg så havde oplevet siden – at jeg skrev resten.

Jeg tror, jeg havde tre sange, da P3 ringede....og da havde jeg tænkt at "det var ligesom det." Der havde været enkelte, som havde ringet og spurgt om jeg havde nogle sange i skuffen, og det var jeg sådan set klar til......flere ringede og sagde "hvis du har noget, må vi så ikke synge det?" Og det var jeg selvfølgelig glad for...men så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at gøre det selv. Og så gjorde jeg det, med holdet bag Isalena-pladen.

- Som jeg var rigtig glad for, men som nogle gange var lige ved at....spille højere, end jeg kunne synge. Det var et meget stort setup, og jeg havde svært ved at trænge igennem. Der var også flere af de koncerter, hvor halvdelen af publikum måtte gå i pausen, fordi de stod på et betongulv.....de var altså +50, ikke? Så da fandt jeg ud af, at jeg skulle lave mindre koncerter, og det har jeg taget jeg konsekvensen af. På den nye turné spiller vi i Amager Bio, men det er også det største. Jeg er glad for steder, hvor den kan være 2-300 mennesker, så har du stadig kontakt med publikum på en eller anden måde. Det er ligesom niveauet.

- Det er sjovt, det er hyggeligt, og jeg nyder også selv at være i sådan et regi. Jeg mener: Et fuldt Pumpehus med folk på min alder, som alle sammen står op på et betongulv og med en lang pause.....jeg mener, jeg ved sgu godt hvor hårdt det er at stå op, det gør jeg jo også selv. Man må jo ligesom tune ind på dem, som er der – og det er et publikum fra cirka ti år yngre end jeg og op til min egen alder. Plus altid en lille hård kerne af unge, som jeg er meget glad for er der, og som sikkert har hørt det hos deres forældre, ikke?

"Vinden, mågerne og Magdalone" er en meget trist sang. Et eller andet sted handler den vel i særdeleshed om et seksualliv, som tørrer ud?

Det gør den selvfølgelig også....hvis det ikke fungerer er der jo ikke så meget andet, kan man sige. Det er jo på en eller anden måde krumtappen i systemet, ikke? Vi er jo mænd. Og jeg tror kvinder har det ligesådan. Hvis den side tørrer ud, og man ikke kan finde det frem igen...så er det sgu svært. Så ja, det var nok dét... men du har selv lige været igennem det, du ved det meget bedre end mig....

Biorytmer

Du har ikke just været nogen produktiv pladekunstner, og har også sagt i interviews at du betragter filmarbejdet som din primære metier. Hvorfor er det blevet sådan, tror du?

Det har jo været sideløbende det meste af tiden. Da jeg tog på filmskole i Prag i '69 lavede jeg allerede sange. Og i mellemliggende pauser spillede jeg med en kvartet, som hed Vestbos Kvartet – et dansemusikorkester, som jeg kom ind i for at tjene nogle penge. Vi spillede sådan nogle natklub-jobs: Lorry, Kystens perle og sådan nogle steder som stort set ikke eksisterer længere. Flamingo i Svendborg i tre måneder, seks aftner om ugen. Det var sådan nogle steder, jeg fik rutinen. Og der begyndte jeg at skrive sange.

Efter jeg kom hjem og kom ind i B&U-afdelingen i halvfjerdserne skrev jeg rigtig mange sange, et hav af dagsaktuelle børnesange. Så jeg vidste, at jeg kunne skrive en sang.....men der var ikke nogen tvivl om, at filmmediet interesserede mig mere. Det var også det, jeg levede af. Men i de år jeg havde Biorytmerne med Leif Lindskov spillede vi masser af jobs, op mod fyrre om året; vi spillede på Roskilde Festival og vi spillede sangene fra vores plade, "Hinkeruder på motorvejen," hvor vi har skrevet musikken sammen og jeg har skrevet al lyrikken.

Så var der min soloplade, "Tur/Retur," og endelig musikken til "Vil du se min smukke navle" - den med "Hey Klaus," som i øvrigt aldrig er kommet på cd. Det var ligesom de tre plader, der var. Og da jeg stod på et eller andet diskotek i Aarhus i 1980 og hørte mig selv sige og spille det samme foran 32 mennesker.....der tænkte jeg at "det her, det gider jeg ikke mere." Jeg havde sgu heller ikke rigtig noget at skrive om, jeg havde virkelig travlt med min filmkarriere. Havde hele tiden spillefilm liggende i forlængelse af hinanden, foruden tv og alt muligt.

- Så kom jeg ind i begyndelsen af firserne, hvor jeg lavede Tom & Jess (børneprogrammer med Tom McEwan og Jess Ingerslev, red.), og det var sindssygt sjovt. Det var sjovt at tage guitaren ned igen og stort set skulle levere en sang om ugen. Det var nemt, og det var sjovt at finde på; mine børn var i den samme aldersgruppe, som jeg skrev til.

Så der var en periode, hvor jeg både skrev manuskripter og så sangene til "Ude på noget," "Fy fy skamme," "Nu er det ikke sjovt længere" og hvad de ellers hed. Og så syntes jeg ligesom, at det var dét. Og så har jeg bare skrevet lidt engang imellem, når der er kommet noget.

- Når jeg skal forklare det her, er du nødt til at forstå, at det er tough shit at være filmmand – det er jo en lang proces. For det første skriver jeg altid med på mine egne manuskripter. For det andet er jeg også helt oppe i producer-leddet. Jeg er også med til at finansiere, eller i al fald tale med mine producere om det. Og når du så går i gang, så er det jo altså tolv-femten måneder i en skruestik.

Det gør ikke ondt, men det er mange, mange timer, morgen til aften. Under selve optagelserne står du op klokken fem og er hjemme klokken otte-ni stykker om aftenen – så er der jo ligesom ikke mere. Det har optaget mig voldsomt, og jeg har haft svært ved ligesom at have begge kasketter på....men de forandrede sig efter P3s opfordring til at lave en ny plade.

- For det var jo sjovt, og efter det havde jeg virkelig en drøm om, at det kunne finde et leje på et tidspunkt, hvor jeg virkelig hyggede mig med det. For jeg er ret sikker på, at hvis du ikke spiller regelmæssigt – så skriver du heller ikke noget.

Det er derfor jeg spiller nu, jeg agter at slutte af med en plade. Det er jeg fuldstændig sikker på. Jeg gider jo heller ikke synge det samme, altid. Så jeg skriver på det, har mine notesbøger.....men der er ikke noget, som rabler ud af mig. Jeg synes det er nemt og sjovt at lave en melodi, men jeg skal ligesom vide, hvor lyrikken er henne. Og lyrikken er det sværeste for mig, for øjeblikket...

Læs anden del af interviewet her på Gaffa.dk imorgen.

 

Søren Kragh-Jacobsen l& Oktober er på landevejen i januar og februar, hvor de besøger blandt andet Aarhus, København, Næstved og Frederikshavn. Køb biletter her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA