Nyhed

Nyt album fra Shaka Loveless på vej

Den danske sanger udgiver i starten af det nye år opfølgeren til den selvbetitlede debut fra 2012

Den 3. februar i det 2014, der venter lige om hjørnet, udgiver Shaka Loveless efterfølgeren til den selvbetitlede debut, der i 2012 tog Danmark med storm. Singlerne "Tomgang" og "Ikke Mere Tid" er blevet streamet henholdsvis 7,4 millioner gange og 7,2 millioner gange, hvilket betyder, at de begge har opnået firdobbelt platin. Noget, som kun få danske kunstnere kan prale med. Det nye album, der får titlen "Det Vi Sku' Miste" bliver, ifølge en pressemeddelelse, en tour de force i Shaka Loveless' univers, der sætter ord på de helt mørke sindsstemninger og det værdifulde i venskaber og stor kærlighed. Fans af reggae-lyden vil ikke blive skuffede, men albummet er også et miks af pop, hiphop og r&b.

Om albummet siger hovedpersonen selv: "Det Vi Sku' Miste" handler om forgængelighed. Den er skrevet i tiden efter bruddet med min kæreste, og derfor er der en del af sangene, der handler om det. Samtidig handler den også om at komme videre og at acceptere, at alt er illusorisk og med tiden vil forsvinde. Det gælder både for de materielle ting, men også for de relationer vi har. Erkendelsen kan virke hård, men til gengæld er der også en frihed i at vide, at nuet forsvinder, og man derfor bliver nødt til at turde være i det."

Første single er nummeret "Dengang Du Græd," der allerede inden udgivelsen blev spillet flittigt på landets festivaler og kører i radiorotation. En uptempo sang, der handler om at komme videre i livet, selvom man indimellem rammer muren. Nummeret og det meste af det nye album er produceret af Fridolin Nordsø, der har haft stor succes med andre danske kunstnere som Fallulah og Oh Land. Derudover har Shakas faste producer Fresh I også haft en finger med i spillet på to af pladens tracks.


Shaka Loveless har tidligere været forsanger i bandet Gypsies. Ud over sine egne sange har Loveless gæsteoptrådt på DJ Statics anmelderroste "Rolig Under Pres"-album med nummeret "Fucker Rundt Alene" sammen med Peter Sommer og Tue Track.

Shaka Loveless gav på dette års NorthSide Festival en koncert, der fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Ole Bertil Holmsgaard under overskriften "Shaka Loveless is more" og tillige et statement om, at Shaka Loveless' sceneoptræden på nuværende tidspunkt er i den absolutte superliga i Danmark. Den nye single "Dengang Du Græd" blev første gang præsenteret til dette års Smukfest, da Aarhus-drengen spillede for et veloplagt publikum på Bøgescenerne.

I forbindelse med udgivelsen af det nye album vil Shaka Loveless dog skære ind til benet og kun spille fire klubkoncerter lige omkring albumrelease, og inden festivalsommeren starter. De fire datoer er som følger:


Fredag den 28. februar - Train, Aarhus

Lørdag den 1. marts - Skraaen, Aalborg

Fredag den 7. marts - Posten, Odense


Lørdag den 8. marts - Store Vega, København

Billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE