Nyhed

Magtens Korridorer: Vores mantra er, at det går galt

Vi har talt med Johan Olsen forud for december måneds Danmarksturné

I de næste to uger tager Magtens Korridorer på Danmarksturné. Vi har fanget sanger Johan Olsen, inden det hele går løs:

Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Vi er endnu ikke begyndt at øve med henblik på december-turnéen. Egentlig er vi et lidt dovent band og øver to-tre gange om ugen. Vi har to faste øvere om ugen, plus det vi kalder en stræber-øver. Stræber-øveren er for dem, der lige kan på dagen.


Hvad kan vi forvente af koncerterne?

– Det er en klubturné, så de, der møder op til koncerterne, er nogle, som kan lide vores band. Det går vi i hvert fald ud fra. På festivalerne er folk der jo af mange andre grunde. Vi vil selvfølgelig spille nogle sange, som folk kender, men denne gang vil vi også prøve at tage nogle af de sange, vi ikke har spillet så meget med. Vi byder alle ind med sange, vi godt kunne tænke os at spille, men jeg blander mig ikke så meget i, hvordan rækkefølgen bliver.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?


– Vi udfylder egentlig bare sådan en standardliste, som alle bookere har, og ud over hvad der står på den, er vores eneste ønske en flaske Fernet Branca. Objektivt set er det en rædselsfuld drik, men vi har et nært forhold til den, og samtidig er den god for halsen.

Hvad gør I, lige før I går på scenen?

– Vi har ikke nogen ritualer. Det er ikke sådan, at vi står og krammer inden en koncert. Hvis nogle er nervøse – og det sker jo – minder vi lige hinanden om vores mantra: "Det går galt".


Hvad lytter I til i tourbussen?

– Det er meget forskelligt. Vores smag varierer voldsomt meget, og vi hører lige fra Metallica til Coldplay. Ellers er Niklas (Schneidermann, guitar) klodens største Beatles-fan, og dem kan vi alle sammen være med på.

Se koncertdatoer på og find billetter via GAFFA Live.


 

 

 


ANNONCE