Nyhed

Volbeat gæster hjemlandet igen

Det Grammy-nominerede band giver i 2014 koncert i hovedstaden og Horsens

Volbeat har netop annonceret, at de i 2014 spiller to koncerter i deres hjemland, som kommer til at foregå i henholdsvis Horsens og København. Den 1. august kan man opleve de danske rockkonger på Refshaleøen, som danner rammer om en hårdtslående udendørskoncert. Dagen efter, den 2. august, gælder det Jylland, hvor man kan opleve Volbeat i Fængslet i Horsens, hvor man ligeledes i 2014 kan opleve blandt andre Metallica. Volbeat spiller dog inden for ringmuren med en kapacitet på 12.000 personer, hvor Metallica spiller uden for ringmuren med en kapacitet på 35.000.

Tilbage i november gæstede Volbeat en anden jysk by, da de gav koncert i Jyske Bank Boxen. Koncerten fik fire stjerner af anmelder Julie Hugsted, der skrev under overskriften "Box i flammer."

I denne weekend kunne GAFFA skrive, at Volbeat er blandt de Grammy-nominerede i kategorien "Best Metal Performance" for deres sang "Room 24" med gæstevokal af King Diamond. Nummeret er fra Volbeats seneste abum "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies", som ved sin udgivelse tidligere i år fik fire stjerner af anmelder Keld Rud: "Et vellykket forsøg på at lave et varieret og rigt album."


Billetsalget til begge koncerter starter den 12. december, hvor billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE