x

Lana Del Rey udgiver nyt album

Lana Del Rey udgiver nyt album

Tidligere i år udtalte Lana Del Rey, at hun havde svært ved at se et nyt album for sig, og at hun manglede inspiration. Udtalelsen viser sig dog at være noget af en and, eftersom den ikoniske sangerinde nu har annonceret, at hun udgivet et nyt album, der får titlen "Ultra-Violence".

Annonceringen kom i forbindelse med Hollywood-premieren på kortfilmen "Tropico", som Lana Del Rey har indspillet i juni i år sammen med Anthony Mandler, der også har stået bag et par af Lana Del Reys musikvideoer. Før filmen løb over skærmen, sagde sangerinden til publikum: "Jeg ville virkelig bare gerne have os alle sammen samlet, så jeg kunne prøve at få en visuel afslutning på det her kapitel, før jeg udgiver mit nye album 'Ultra-Violence'." Udover titlen på albummet – der er inspireret af Anthony Burgess' romanklassiker "A Clockwork Orange", filmatiseret af Stanley Kubrick – kom der ikke yderligere detaljer om det, hverken indhold eller udgivelsesdato. Du kan se kortfilmen "Tropico" herunder.

Under kunstnernavnet Lana Del Rey har sangerinden med det borgerlige navn Elizabeth Woolridge Grant i 2012 udgivet albummet "Born to Die", som senere samme år udkom i en "Paradise Edition", der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen: "Flere sørgmodige sirenesange i sjælertempo."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA