Nyhed

Röyksopp og Robyn til NorthSide

Den skandinaviske kollaboration er sammen med to danske og to engelsktalende artister de nyeste navne til den aarhusianske festival

NorthSide Festival bliver ved med at spytte navne ud, og denne gang annonceres der hele fem artister. Som et af hovednavnene til NorthSide 2014 har arrangørerne i dag afsløret, at norske Röyksopp og svenske Robyn gæster Ådalen, hvor de indtager scenen sammen.

Robyn løftede sløret for samarbejdet, da hun i går lagde et billede op på Instagram, hvor de alle tre figurerede med følgende tekst: "We are making music again. #royksopprobyn."

Robyn og Röyksopp har tidligere arbejdet sammen på singlerne "The Girl and The Robot" og "None of Dem" samt givet koncertoptrædener sammen i blandt andet Los Angeles og Trondheim. De tre musikere er desuden gået i studiet for at indspille ny musik, og det er blandt andet det, de skal ud og præsentere på den kommende verdensturné, der bliver deres første fælles af slagsen.

Ud over de to kollaborationer står de to nordiske navne hver især bag klassikere som, for Röyksopps vedkommende, "Eple", "Poor Leno" og "What Else is There?", og hvad Robyn angår blandt andre "Show Me Love", "With Every Heartbeat", "Dancing on My Own" og "Indestructable".

Herudover kan man på NorthSide 2014 også opleve canadiske Cold Specks. Med base i England har sangerinden opfundet sin egen musikalske genre, der er blevet kaldt doom soul, og som dækker over hendes afdæmpede, men intense sange, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem soul, gospel, blues og folk, og altid med en rå og respektindgydende vokal i front.


Tredje annoncering i dag er den britiske soulartist Lulu James, som blandt andet er kendt for singlen "Sweetest Things." Lulu James, som oprindeligt er født i Tanzania, udgiver i 2014 sit endnu ubetitlede debutalbum.

Dagens danske annonceringer byder på to trioer: én kvindelig og én mandlig. Den første findes i form af Baby In Vain, som det seneste år har fået stor opmærksomhed for deres tunge riffs, fængende vokalharmonier og rå attitude, der trækker på 90'ernes grunge og sludge-scene. Af det andet køn kommer WhoMadeWho, som er kendt for deres energiske og festlige optrædener. De spillede blandt andet i DR Koncerthuset denne weekend, hvor de fik fire stjerner af GAFFAs anmelder for en: "…energiladet og inviterende fest."

Programmet til NorthSide 2014 tæller desuden: Ane Brun, Arcade Fire, The Blue Van, Franz Ferdinand, Lucy Love, Mew, The National, Quadron, Queens of the Stone Age, Pixies og Turboweekend.


NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE