Nyhed

Se Metallica spille på Antarktis

Metalkongerne spillede en noget usædvanlig, kold, men ikke desto mindre hårdtslående koncert sydpå

De har netop meldt udsolgt til koncerten i Fængslet i Horsens den kommende sommer, og i den anledning syntes redaktionen, at det var passende at vise nogle klip fra Metallicas koncert på Antarktis, som løb af stablen den forgangne søndag.

Koncertgængerne til den noget usædvanlige optræden var vinderne af en konkurrence, som udelukkende gjaldt for det latinamerikanske folkefærd. De heldige vindere rejste på et arktisk cruise fra den 3. til den 10. december og gjorde stop på den antarktiske Carlini-base, hvor Metallica-koncerten fandt sted. På sæt-listen var numrene "Creeping Death", "For Whom The Bell Tolls", "Sad But True", "Welcome Home (Sanitarium)", "Master Of Puppets", "One", "Blackened", "Nothing Else Matters", "Enter Sandman" samt "Seek & Destroy", som du kan se herunder. Du kan finde optagelser af de andre numre her

Metallica stod den 8. december bag det andet show nogensinde spillet på det kolde kontinent, som for første gang lagde grund til et musikalsk arrangement tilbage i 2007. Her spillede en gruppe musikinteresserede forskere fra bandet Nunatak en koncert for velgørenhedsorganisationen Live Earth.  

ANNONCE