Nyhed

Lydmor skriver turnédagbog fra hjemmekoncerter

Sangerinden drager rundt i fire lande og skriver hjem om sine oplevelser fra den alternative turné

Sangerinden, sangskriveren og elektronikamusikeren Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rossander, er i december taget på en såkaldt Trust Tour. Den går ud på, at man har kunnet booke Lydmor sin en privat koncert hjemme hos sig selv, eller hvor man ellers vil have hende til at spille, blot ved at betale hendes transportudgifter, og så hvad man har lyst til derudover. Turnéen blev på få dage fuldt booket og bringer Lydmor både rundt i Danmark samt til Tyskland, Holland og Sverige. Vi har fået Lydmor til at skrive dagbog fra den alternative turné:

Tourdagbog 1

Jeg er … så… træt….

Jeg ligger på en luftmadras i Utrecht. Klokken er snart 4. Mine venner, som jeg bor hos, er lige gået i seng efter mange timers "catching up" med mange øl, cigaretter og "oh then you have to listen to X song, by X artist as well!". Tidligere i dag spillede jeg et show hjemme hos en designer. Smuk aften. Hun gav mig en mærkelig designet butterfly i gave. Festivalen Nordic Delight, som havde sat showet op, lavede scandivanisk tema og havde fundet Carlsberg og Fisk (i ved… spiritus-fisk). Sidstnævnte blev hældt op i vinglas og serveret som velkomstdrink, og det var meget underholdende at se de søde hollændere stå og nippe til en drink, vi her i Danmark mest af alt drikker med grimasser i de tidlige timer på snuskede barer.

Den her Trust Tour er det mest sindssyge, jeg nogensinde har gjort. For den uindviede læser kan jeg fortælle, at det cirka handler om, at jeg har besluttet i en måned at sige ja til alle, som gerne vil have mig forbi og spille, om det så er i et lille køkken, i nogens stue eller hos nogens farmor. Folk skal bare betale min transport, og ellers må de selv bestemme, hvad de giver for en koncert. Jeg havde ikke regnet med det, men meget hurtigt blev min december fyldt med shows i flere forskellige lande, hos alle mulige mennesker.

Desværre blev min begyndelse af touren ramt af nogle uheldige ting, som stormvejr og en lufthavn, som mistede noget af mit udstyr, men siden da har det været helt vidunderligt.

Jeg fløj til Amsterdam lørdag og blev hentet af Alexandra, som havde booket mig til om søndagen. Hun kørte mig til Leiden, hvor jeg spillede et akustisk show for en gruppe på 20-30 mennesker. De fleste af dem var fysikere. Vi blev hængende længe og drak øl og snakkede. Jeg kan godt lide mennesker, der beskæftiger sig med "nørdede" ting. Jeg kørte med Alexandra tilbage til Amsterdam, hun satte drømmende musik på, og i en tid kørte vi, uden at tale sammen, mens byernes lys fløj forbi i natten. Intimt øjeblik med en fremmed.

Dagen efter - show hos Alexandra i hendes lejlighed i Amsterdam. Første elektro-show på touren på et par små computerhøjtalere. Endnu en fantastisk aften. Endnu en længere efterfest. Endnu flere øl.

Jeg ville ønske, jeg kunne beskrive, hvordan det føles, Trust Tour. Folk bliver ufatteligt rørstrømske og glade, når jeg spiller hjemme hos dem. Det er så kærligt det hele, og hver aften, når folk tager hjem, får jeg lange kram af alle. Det er utrolig dejligt at føle, at folk får så meget ud af noget, som for mig er så nemt at gøre. Jeg får lidt lyst til at bruge ord som Karma og God Energi. På den sidste tid har jeg følt mig meget selv-centreret. Lavet min plade, tænkt over visuel stil til mit band, planlagt min karriere. Jeg har manglet følelsen af at give. Jeg er glad for, at den næste måned står i generøsitetens tegn. Hvad end den må bringe.

Se Lydmor fremføre sangen "7 and 4" fra Leiden i Holland:

ANNONCE