Efter en enkelt uge på andenpladsen er sangsmeden atter nummer ét på den danske album-top 40
Vanen tro offentliggøres de danske hitlister hver fredag og giver de musikinteresserede et overblik over, hvem der er hottest for tiden. GAFFA holder øje med, hvor godt de musikalske nyheder klarer sig, hvem der holder stand, og hvem der indtager de øverste pladser på listen. I sidste uge skubbede de unge drenge fra One Direction den danske pop-prins Rasmus Seebach af tronen, men i denne uge er han tilbage som nummer ét.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at danskerne er vilde med Rasmus Seebach, og det er hans mange uger på landets album-top 40 et godt bevis på. Selvom han måtte abdicere og give førstepladsen væk i sidste uge, er Seebach i denne uge tilbage på toppen, hvor han har ligget stabilt siden udgivelsen af albummet "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Seebachs tredje album, som allerede har solgt firdobbelt platin, har således figureret på listen i fem uger, men der skal en del til for at slå rekorden for Seebachs selvbetitlede debutalbum, som har ligget imponerende 191 uger på den danske album-top 40.
Efter en kort stund som nummer ét er One Direction denne uge røget ned på en andenplads med albummet "Midnight Memories". Det andet album fra de fem drenge, der blev sat sammen under den britiske udgave af talentshowet X Factor, fik ved udgivelsen to stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, som skrev "Lad ungpigehjertet løbe løbsk - One Direction er tilbage".
Ud over rokaden i den øverste del af listen ligner denne uges album-top 40 meget den fra sidste uge. Dansktop-gruppen Kandis ligger stadig nummer tre med deres opsamlingsalbum, Robbie Williams swinger stadig begge veje på en fjerdeplads, og Shu-Bi-Dua indtager også denne uge femtepladsen med deres 40-års jubilæumsalbum.
Til gengæld har Burhan G og Lars Lilholt gjort comeback denne uge, idet de er gået fra henholdsvis en 11. plads til en sjetteplads og fra en 12. plads til en syvendeplads, hvilket de givetvis kan takke det gavmilde julesalg for.
Denne uges trackliste toppes overraskende nok af Mads Langer og hans nummer "I En Stjerneregn Af Sne", som i sidste uge lå helt nede på en 39. plads. Her på redaktionen pønser vi på, om Mads Langers pludselige fremgang skyldes den massive opmærksomhed, som sangeren fik i forbindelse med sidste uges GAFFA-prisuddeling. Her løb Langer af sted med i alt fire priser i kategorierne: Årets Danske Mandlige Kunstner, Årets Danske Album, Årets Danske Hit og Årets Danske Pop-Udgivelse.
Lige i halen på Mads Langer ligger Justin Bieber med nummeret "Change Me", som er røget direkte ind på en andenplads denne uge.