Nyhed

John Mayer til Tivoli

Den amerikanske superstjerne lægger vejen forbi København næste sommer

Den succesfulde amerikanske guitarist og singer-songwriter John Mayer gæster Danmark for at give koncert på Plænen i 2014. Det sker i anledning af hans verdensturné, hvor det er lykkedes Tivoli at få stjernen til at gøre holdt i København. Koncerten finder sted den 17. juni 2014 kl. 22.00. Der sættes 9000 billetter til salg til et aflukket koncertområde mandag den 16. december klokken 10.00. Find dem via GAFFA Live.

Programchef i Tivoli Rune Erbs Ledet siger forud for koncerten: "Jeg er rigtig glad for, at John Mayer har valgt at spille Tivoli – det er et smukt match. Sidste år lancerede vi en ny koncertmodel i Tivoli i forbindelse med Sting-koncerten, hvor vi gjorde plads til alle de, der ville være tæt på scenen og samtidig også havde plads til alle andre gæster i Haven, der ønsker at opleve koncerten lidt på afstand.  Det var en så stor succes, at vi nu har vi besluttet at gøre det igen."

I oktober spillede John Mayer to totalt udsolgte koncerter. Den ene fandt sted i Jyske Bank Boxen i Herning, og den anden foregik i Forum i København. Billetterne til koncerten i Forum blev solgt på kun ti minutter. Nu har du mulighed for at give dig selv en julegave og sikre dig en god plads ved køb af en billet til et særligt afspærret område foran scenen.  


Den syvdobbelte Grammy-vindende sanger, sangskriver og guitarist John Mayer er en musiker, man ikke rigtigt kan sætte i bås. Han har med succes bevæget sig i genrerne rock, pop, blues, jazz og country. Han har solgt mere end 17 millioner album verden over. Hans seneste album fra august i år, "Paradise Valley", var en tilbagevenden til hans mere afdæmpede pop- og countrylyd. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen kvitterede med tre stjerner for udgivelsen under overskriften: " Superstjernen går ned i tempo og helt ind i sit følsomme hjørne."

ANNONCE