x

Megadeth til Copenhell

Megadeth til Copenhell

I går var det Iron Maiden, der blev præsenteret som en del af Copenhells 2014-program. Billetsalget er i gang, og i dag annonceres det, at Megadeth også er at finde på den unge festival, der efterhånden har et ret solidt lineup. Derudover kan vi fortælle, at også de symfoniske goth-rockere fra Within Temptation, den færøske vikingehær Tyr og deathcore-folket fra Suicide Silence gæster festivalen.

Der er ingen tvivl om Megadeths indflydelse på metalscenen. Som en af "The Big Four", der også tæller Slayer, Metallica og Anthrax, er thrash-kongernes bagkatalog en betydningsfuld sag. De bevæger sig ofte ud i tekniske heavyriffs, oprørs-tekster og leverer klassiske metalhits, som kun frontmand Dave Mustaine kan eksekvere dem. De fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, da de gæstede Scandinavian Congress Center tilbage i 2011.

Within Temptation kendetegnes ved stor lyd, store sange og en stor stemme. De symfoniske goth-rockere, med dragende Sharon den Adel i front, har siden 1996 gjort sig bemærket med storladent stadionmetal og omkvæd så velskrevne, at mange metalheads har overgivet sig til dem. GAFFA har senest anmeldt deres koncert fra 2011, hvor Per Bloch Andersen, der kvitterede med fem ud af seks stjerner.

Suicide Silence leverer brutal deathcore. Deres debut-album "The Cleansing" fra 2007 er mikset af den anerkendte danske (metal)producer og mikser Tue Madsen (Mnemic, Hatesphere, The Haunted med flere). 2009's opfølger "No Time to Bleed" opnåede en 32.-plads på Billboards top 200-albumhitliste, hvilket må siges at være flot for et så ekstremt band. 

Færøske Tyr leverer stemningsfyldt vikingemetal i den progressive ende af skalaen og er sidste navn på Copenhell plakat, der må siges at tage form efter dagens og gårsdagens annonceringer. Programmet tæller nu: Iron Maiden, Arch Enemy, Graveyard, The Hell, Obituary, Megadeth, Within Temptation, Tyr og Suicide Silence.

Copenhell 2014 foregår fra onsdag den 11. juni til og med fredag den 13. juni. Billetter kan findes via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA