Nyhed

Vegas Udvalgte: Hvem er Mont Oliver?

Som én af Vegas Udvalgte fortæller trioen om deres musik, inspirationskilder og fremtidige planer

I forbindelse med arrangementet Vegas Udvalgte har spillestedet talt med de udvalgte, der blandt andre tæller Mont Oliver. Vega har som opvarmning til arrangementet, der afholdes den 31. januar 2014, talt med Jakob Hammershøj, Niels Christian Sommer og Mads Bernt Pedersen fra Mont Oliver, som herunder fortæller om deres musik:

Hvad er Mont Oliver for et musikalsk projekt?

I Mont Oliver har vi arbejdet meget med at kombinere forskellige musikalske universer. Vi låner elementer fra både hiphop, pop, soul og indie og strikker det sammen til noget nyt, som samtidig bryder med nogle af de normer, der gør sig gældende i de genrer. Der er mange, der har kaldt vores lyd for udansk, og det er vi egentlig meget glade for, da vi ikke umiddelbart selv kan identificere os med den danske musikscene. Vi er mere inspirerede af den amerikanske urban-scene, da vi synes, den indeholder en charmerende storladenhed samt nogle virkelig gode historier. 


Hvis I skal vælge bare én sang, der giver et godt indtryk af jeres lyd, hvilken en vælger I så, og hvad er historien bag nummeret?

Nummeret "19" indrammer meget godt den lyd, vi satte os for at arbejde med, dengang vi gik i gang med ep'en. Jakob Hammershøj (forsanger, red.) havde skrevet på det i noget tid, og da han præsenterede det for os andre i studiet, var vi helt blæst væk. Vi havde haft en lidt svær periode forinden, hvor vi var kommet i tvivl om en masse ting, men "19" gav os alle en opløftende fornemmelse og troen tilbage på, at det, vi havde gang i var godt og kunne lykkes. Det er helt klart også bandets "baby" og har derfor fået æren af at blive ep'ens titelnummer. 

Hvilket kendt album har været en inspiration for jeres musik?


Vi er trådt ind i nogle spændende genrer, som også har nogle virkelig interessante bagkataloger. Vi har derfor brugt meget tid på at dykke ned i musikhistorien og specielt den del af den, der omhandler hiphop og triphop. Portishead er et af de bands, vi er blevet meget glade for, og deres plade "Dummy" har da også sat sit præg på vores beslutning om at lave den musik, vi gør i dag.

Hvad er jeres musikalske planer for 2014?

2014 bliver det år, hvor vi udgiver vores debutalbum, som vi forventer at have færdigt til sommer. Vi glæder os utroligt meget til at give os i kast med albumformatet og fordybe os i vores første store værk.


Foråret kommer derfor til at bære præg af megen tid i studiet, men mon ikke der også lister sig nogle koncerter ind. Samtidig udkommer vores ep også i hele verden i 2014, så vi håber derfor også på at kunne tage de første internationale spadestik.

Hvorfor synes I folk skal tage til Vegas Udvalgte?

Vegas Udvalgte er en god platform til at få et bedre kendskab til artister, som er på vej mod et større gennembrud, og vi er meget glade for at være en del af konstellationen denne aften, hvor vi også deler scenen med andre seje danske artister.


Hvilke af de andre Vegas Udvalgte glæder I jer selv til at opleve live og hvorfor?

Vi har faktisk ikke set hverken My Heart The Brave eller Karl William live før, så det glæder vi os til.

De i alt seks artister kan opleves live i Lille Vega og Vegas Lounge den 31. januar 2014, hvor man har forsøgt at skabe et arrangement for alle musikelskere, der gerne vil opleve morgendagens stjerner.  Billetsalget til Vegas Udvalgte er allerede i gang og kan findes på spillestedets hjemmeside.


Hør Mont Oliver med "19":


ANNONCE