x

Guide: Weekendens bedste koncerter

Guide: Weekendens bedste koncerter

Hvis du allerede er småtræt af juleræset eller bare ønsker at flyve væk i musikkens verden for en kort stund, så se med her. GAFFA giver dig vanen tro et overblik over, hvilke af weekendens koncerter vi mener fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Koncertkalenderen er blevet bladret igennem, og her er ni bud på, hvilke kunstnere der er værd at opleve, hvis du er i nærheden og trænger til liveaction inden julens salige familiestunder.

FREDAG

København

Cut Copy, Lille Vega, klokken 22.00

Den 5. november udkom Cut Copys fjerde studiealbum "Free Your Mind," som bandet hen over sommeren på hemmelighedsfuld vis udgav nyt materiale fra. Der har ellers været stille omkring kvartetten, siden de tilbage i 2011 udgav "Zonescope." Deres gennembrudsalbum "In Ghost Colours" fra 2008 modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Mikkel Elbech, der kaldte albummet for "subtile synth-eskapader."

Kim Cesarion, Koncerthusets Studie 2, klokken 20.00 (billedet)

Det svenske pop-håb Kim Cesarion gæster denne aften Koncerthuset. I starten af året blev han P3's Uundgåelige med singlen "Undressed" og udgav senere andensinglen "Brains Out." Det svenske stjerneskud har skrevet pladekontrakt på verdensplan og er allerede spået en gylden karriere. Debutalbummet bliver sendt på gaden i starten af 2014. Den 23-årige sanger kører den poppede stil med et touch af r&b. Han lader sig inspirere af helt store stjerner som Prince, Stevie Wonder og D'Angelo, og flere medier er endda gået så langt som at kalde ham "en moderne Prince."

Aarhus

Ukendt Kunstner, Radar, klokken 21.00

Den københavnske duo, der består af rapperen Hans Phillip og producer Jens Ole McCoy, udgav tidligere i år albummet "Neonlys" med førstesinglen af samme navn, der blev udnævnt som P3's Uundgåelige. Ukendt Kunstner gav koncert på dette års Trailerpark Festival, hvor GAFFAs anmelder Ivan Rod lod sig rive med: "Endnu mere fedt var det at høre Ukendt Kunstner (alias rapperen Hans Phillip og dj Jens Ole McCoy) ind- og overtage Royal Stage efter CTM. Især fordi Hans Phillip fuldstændig tilsidesatte almindelig pli og fucking insisterede på, at det var fredag, og at det skulle afspejles i "fucking meget larm."

Grønlund, Backstage, klokken 20.00

Aftenen på Backstage står i rappens tegn. Hovednavnet er Grønlund. En rutineret rapper fra den aarhusianske undergrund, der fortæller om skyggesiden ved at elske sig selv, og om hvordan kærligheden falmer, når den primært rettes indad. Tidligere på året udgav han ep'en "Narcissist" til gratis download, for hvilket han har fået en del rosende ord med på vejen. Grønlund supportes af Berg, og efter de to rap-koncerter er der fest med "Mathias And The Beatroots," der vil spille alt fra Daft Punk over Justice til Kanye West.

Odense

Oh Land, Posten, klokken 21.00

Danske Nanna Øland, der har fået stor dansk og international succes under kunstnernavnet Oh Land, kan i disse dage opleves på forskellige danske spillesteder. Oh Land er aktuel med sit tredje album "Wish Bone," der udkom den 16. september i år. Hun er til daglig bosat i Brooklyn, New York og har utrolig travlt med at pleje sin amerikanske karriere, som efterhånden har fået stærke ben at gå på. Nu er det dog muligt for danskerne at opleve popprinsessen under hjemlige himmelstrøg. Se flere datoer her.

Esbjerg

Magtens Korridorer, Tobakken, klokken 21.00

Det flittigt turnerende københavner-orkester Magtens Korridorer gæster seks byer i Danmark i julemåneden. Se flere datoer her. De var stort set hele kongeriget rundt på deres sommerturné, men giver nu deres mange danske fans mulighed for at op- eller genopleve deres liveshow. Magtens Korridorer er garanter for energiske liveshows, og sidste gang Train i Aarhus fik besøg af rockorkesteret, kvitterede GAFFAs anmelder med fem stjerner under overskriften "Danmarks bedste liveband jævnede Train med jorden i vanvittig vild koncert."

Red Warszawa, Tobakken, klokken 20.00

Red Warszawa er Danmarks ultimative enfant terrible, som siden deres debut i 1996 har opnået kultstatus i det danske metalsamfund. Bandet består af Jens Mondrup, Henning Nymand, Morten Nielsen og Matthias Pedersen, og sammen debuterede de med "Hævi Mætal og Hass" i 1996, og har i alt udgivet seks albums: "Skal Vi Lege Doktor?" (1998), "Tysk Hudindusti" (2000), "Omvendt Blå Kors" (2002), "Return Of The Glidefedt" (2004) og senest "De 4 Årstider I Nordvest" (2010). Se flere koncertdatoer her. 

LØRDAG

København 

Anti X-Mas Metal Bash, Pumpehuset, klokken 20.30

Der inviteres til metalhygge og koncert med de tre stærke danske metalbands Fall Of Pantheon, Hell's Domain og Manticora. Bag dj-pulten vil der bliver serveret tråd fra Anders Bøtter (Sort Søndag, P6 Beat), Copenhell, Blastbeast, Devilution, Rockfreaks, Dedicated Booking med flere, og der vil naturligvis være konkurrencer og merchboder til glæde for alle metalfans.

Aarhus

Caroline Henderson, Skt. Pauls Kirke, klokken 20.00

I 2010 afholdt Caroline Henderson for første gang en række julekoncerter i København, som viste sig at være en stor succes – så stor, at hun siden hen har gjort sæsonkoncerterne til en fast tradition. Koncerterne byder ud over en række julesange også på flere gæsteoptrædener og sidst, men ikke mindst Caroline Henderson, som er en af Danmarks største jazzsangerinder. Hun bliver igen i år ledsaget af sin faste pianist Nikolaj Hess samt multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren. Caroline Henderson har en fortid i Ray Dee Ohh, men gik i solo efter gruppens opløsning i begyndelsen af 1990'erne. Siden da har hun udgivet 12 album, hvoraf det seneste "Lonely House" blev udsendt tidligere i år. Se flere datoer her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA