x

MySpace lancerer online-salg

MySpace lancerer online-salg

Et nyt initiativ fra den ekstremt populære musiker-portal MySpace gør det nu muligt at købe musik direkte fra MySpace-medlemmernes hjemmesider. Indtil videre er det dog kun i USA, at det kan lade sig gøre, men planen er, at det skal gøres tilgængelig for brugere verden over senere på året.

Hidtil har det kun været muligt for bands at lægge numre ud til gratis download eller til streaming. Streaming vil sige, at du får lov at lytte til et nummer på den pågældende kunstners eller bands MySpace-side, men du kan ikke hente det ned til opbevaring på din harddisk. Streamingen kan så fungere som en slags appetitvækker, inden koncerten med det obskure band, du aldrig har hørt om. Eller som reklame, hvor man derefter kan gå ud og forsøge at finde nummeret på iTunes, bandets hjemmeside eller andre online musik-butikker. Derefter kan man så lovformeligt købe nummeret, man måtte have forelsket sig i. Idéen fra MySpaces side er at springe dette led over.

Chris DeWolfe, chef for MySpace, siger til USAToday lørdag, at de nye fremstød er en naturlig udvikling af portalen, og så snart erfaringerne med test-versionen af programmet, der gør det muligt at købe musikken direkte via MySpace, er høstet, vil MySpace lancere denne service over hele verden.

Hverken MySpace eller firmaet, der opererer salgsteknologien, Snocap, gør dog dette gratis. Et lille gebyr skal der selvfølgelig betales, når du sælger et nummer via siden. Så idémagerne får en bid af kagen og ikke må gå sultne i seng. Hvad dette gebyr bliver på, vides endnu ikke.

Håbet er, at endnu flere kunstnere uden pladekontrakt pludselig får endnu en indtjeningskilde via et super-lettilgængeligt distributions-system uden om selskaber. Og kunstnere, der allerede distribueres af selskaber, får endnu en platform at sælge fra.

Præcis, hvornår den nye service bliver tilgængelig, vides ej heller.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA