Nyhed

Nikolaj Nørlund annoncerer album og turné

Den danske sanger, sangskriver og producer udgiver et album til foråret og tager på tour

Nikolaj Nørlund, der senest har prøvet kræfter som mentor i DR og Blachmans nye talentshow af samme navn, er nu klar til at udgive sit syvende dansksprogede studiealbum. Efterfølgeren til 2012's "Alt Sammen, Lige Nu," der fik fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen under overskriften "Endnu et stilsikkert udspil fra den stadig henført syngende maestro." Pladen kommer på gaden den 1. marts, og i samme anledning tager sangeren på turné i starten af maj måned, hvor han lægger vejen forbi seks spillesteder. Nørlund har indspillet albummet i Gula Studion i Malmö og fortsætter i skrivende stund arbejdet i København.

Nørlund spillede koncert i en fyldt DR Koncertsal tilbage i september 2012, hvor 27 sange fra hele bagkataloget blev hevet frem. Her uddelte GAFFAs Henrik Tuxen fem ud af seks stjerner og skrev: "Det er svært at sidde tilbage med andet end respekt for den ukronede konge af dansk indie-rock, der torsdag aften leverede lidt af en koncert i DR Byens eksklusive rammer."

Siden udgivelsen af "Navneløs" fra 1996 har Nørlund markeret sig som en af dansk rocks helt store virtuoser, og nu kan vi altså se frem til endnu en udgivelse. Nedenfor kan du se en videoteaser for albummet. Koncertdatoerne ser således ud:


Torsdag den 1. maj - Aalborg, Studenterhuset

Fredag den 2. maj - Fredericia, Bruunske Pakhus

Lørdag den 3. maj - Sønderborg, Sønderborghus


Søndag den 4. maj - Vordingborg, Stars

Onsdag den 7. maj - Posten, Odense

Torsdag den 8. maj - Aarhus, VoxHall


Fredag den 9. maj - København, Pumpehuset

Billetter kan findes via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.


ANNONCE