Nyhed

Beyoncé skriver hitlistehistorie

Queen B fejer alle konkurrenter af banen, når det gælder den prestigefyldte amerikanske Billboard-hitliste

Beyoncé, der netop nu må gå under betegnelsen popdronningen over dem alle, skriver historie med sit nye, selvbetitlede album. Det er strøget direkte ind på førstepladsen på den amerikanske albumhitliste og følger dermed i fodsporene på divaens fire tidligere album, "Dangerously In Love" fra 2003, "B'Day" fra 2006, "I Am... Sasha Fierce" fra 2008 and "4" fra 2011. Dermed er Queen B den første kvinde nogensinde, der har haft sine fem første album helt i toppen på den amerikanske Billboard 200 Chart.

"Beyoncé" blev, uden nogen form for promovering eller varsel, smidt på gaden i fredags, den 13. december, eksklusivt via iTunes. Albummet har solgt 617.000 eksemplarer i USA på tre døgn, ifølge Nielsen SoundScan. Det betyder, at sangerinden også slår sin egen personlige rekord med "B'Day," der solgte 541.000 eksemplarer i samme tidsrum. iTunes har eneretten til "Beyoncé" i den første uge. Albummet, som indeholder 14 tracks og 17 videoer, udkommer på cd og dvd 20. december, og du kan bestille det i GAFFA Shop.

Den nye plade sparker også alle kvindelige konkurrenter af banen som hurtigst sælgende album i hele 2013 i USA og lægger sig på en solid fjerdeplads, hvis man tæller de mandlige artister med. Justin Timberlakes "The 20/20 Experience" solgte 968.000 eksemplarer i første salgsuge, Eminems "The Marshall Mathers LP 2" solgte 792.000 eksemplarer og Drakes "Nothing Was The Same" solgte 658.000. Taylor Swift holder den kvindelige rekord for albummet "Red" (2012), der solgte 1,2 millioner eksemplarer.


GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez har anmeldt Beyoncés femte udspil og kvittererer med fem ud af seks stjerner under overskiften "Glædelig B-Day! En uanmeldt juleoverraskelse fra Queen B i topform": "Beyoncé synger stadig med stor styrke og autoritet, så det driver ned ad væggene, og viser, hvor skabet skal stå med en sangskrivning, der er både forrygende og flabet. Både i de overraskende eksplicitte tekster og i de mange små uventede facetter og detaljer, der bryder det, der let kunne være lidt for stilrent og strømlinet i sangene. Lyt bare til Ghost, 'Yoncé og forbilledlige Blow."

På "Beyoncé" finder man gæsteoptrædener af Frank Ocean, Drake og ikke mindst husbonden Jay-Z. Herunder kan du se dem sammen i videoen til "Drunk In Love."


ANNONCE