x

Hvad lyttede danskerne til i 2013?

Hvad lyttede danskerne til i 2013?

I takt med, at året rinder ud, skal der gøres status for de forgangne måneder, og det har vores offentlige biblioteker også gjort. De har mere præcist lavet en liste over, hvilke kunstnere, sange og album vi lyttede mest til i år 2013 via deres musiktjeneste Bibzoom. En tjeneste, hvor man både kan streame musik og downlåne den, det vil sige downloade den i en tidsbegrænset periode.

Ifølge Bibzoom har danskerne stor-lyttet til Marie Key, som indtager samtlige førstepladser. Hun topper således listen som den mest hørte kunstner, listen med mest hørte numre for sangen "Uden Forsvar" samt listen over mest hørte album med "De Her Dage". Marie Key har i den grad haft et succesfuldt år, hvilket også fremgår af Spotifys 2013 opgørelse, hvor hendes album også ligger nummer et. Derudover løb frk. Key også af sted med hele seks priser til dette års DMA.  

En anden populær kunstner på listerne er Mads Langer, som ligger nummer to over de mest hørte kunstnere, nummer to over de mest hørte album med "In These Waters" og nummer fem over mest hørte numre med "Elephant". Ligesom Marie Key har Mads Langer også høstet flere priser, som da han tidligere på måned fik fire GAFFA-Priser.

Ud over de populære danskere byder bibliotekets lister på en mangfoldig skare af artister, som ifølge leder af Bibzoom, Flemming Munch fra Statsbiblioteket, vidner om værdien ved musiktjenesten: 

"At kunstnere som Elvis Presley, David Bowie og Pink Floyd også er blandt de mest lyttede er for mig et signal om, at bibliotekerne ikke kun bruges til at lytte til de aktuelle hits, men at danskerne virkelig går på opdagelse i vores mere end 10 millioner numre store musikbibliotek, hvor man også finder legendariske albums fra musikhistorien," siger Flemming Munch og fortsætter:

"Vores tal fra i år viser meget tydeligt den musikalske nysgerrighed og brede musiksmag, som danskerne har. Et godt eksempel er de mest afspillede kunstnere på vores niche-radiokanaler, hvor der aldersmæssigt er godt en generation i forskel mellem Gnags på førstepladsen og Ankerstjerne og L.I.G.A. på de næste pladser. Og så er der ellers også alt fra electronica til top 40, klassisk, børnemusik og rock blandt favoritterne."

De radiokanaler, som Flemming Munch nævner, findes på et nyt udspil fra bibliotekernes musiktjeneste: en mobil musikapp med over 150 musikradiostationer med fokus på både populær og mere nicheprægede genrer inden for musik.  

Du kan se den samlede opgørelse fra Statsbiblioteket her:

Numre:

  1. Uden Forsvar - Marie Key
  2. Wake Me Up - Avicii
  3. Børn Af Natten - Panamah
  4. Let Her Go - Passenger
  5. Elephant - Mads Langer
  6. Uopnåelig - Marie Key
  7. Landet - Marie Key
  8. Gå Med Dig - Nephew
  9. Blurred Lines Robin Thicke
  10. Skyfall - Adele

Kunstnere

  1. Marie Key
  2. Mads Langer
  3. Shu-Bi-Dua
  4. Nephew
  5. Elvis Presley
  6. Pink Floyd
  7. Adele
  8. David Bowie
  9. One Direction
  10. Kim Larsen 

Album

  1. Marie Key – De Her Dage
  2. Mads Langer – In These Waters
  3. Flere kunstnere – MGP 2013
  4. Mads Langer – Behold
  5. Peter Sommer – Alt Forladt
  6. Daft Punk – Random Access Memory
  7. Fallulah – Escapism
  8. David Bowie – The Next Day
  9. Marie Key – I Byen Igen
  10. Rasmus Walter – Lige Her, Lige Nu

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA