x

København scorer kassen på MTV-show

København scorer kassen på MTV-show

MetroXpress beskriver i dag en glad københavnsk kulturborgmester, der forventer i omegnen af 90 millioner kroner genereret i forbindelse med MTV Europe Music Awards. Showet løber af stablen i København den 2. november. De høje forventninger til indtjening bygger på sammenligninger med byer, der tidligere har afholdt showet.

Kulturborgmester Martin Geertsen(V) er begejstret på hele byens vegne: ”Vi er meget mere en Den Lille Havfrue og Tivoli, og jeg er overbevist om, at det også betyder noget for vores selvforståelse at være i centrum for MTV i en periode”, siger kulturborgmesteren til MetroXpress.

Og i centrum kommer København virkelig, da showet forventes set på tv af op mod en milliard mennesker – det er sådan cirka ti gange så mange som til Melodi Grand Prix.

Netop på grund af størrelsen har MTV set sig nødsaget til at dele showet op så selve prisuddelingen, med kändisserne fra nær og fjern, bliver i Bella Centret – og så kan pøbelen ellers hygge sig inde på Rådhuspladsen, hvor videoskærme transmitterer showet. Egentlig ville MTV holde det hele på Rådhuspladsen, men H.C. Andersens Boulevard er så vigtig en færdselsåre i vor hovedstad, at den kunne man ikke lukke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA