x

Se de mest læste GAFFA-anmeldelser i 2013

Se de mest læste GAFFA-anmeldelser i 2013

Som så mange andre har vi også her på GAFFA gjort tallene for 2013 op, og dem vil vi selvfølgelig gerne dele med jer, kære læsere. I denne omgang er det vores anmeldelser, som står for skud, og vi har herunder fundet de ti mest læste frem fra arkivet.

1. Rasmus Seebach: Ingen Kan Love Dig I Morgen (den 4. november)

Som den mest læste anmeldelse i år 2013 ligge den folkekære sanger og sangskriver Rasmus Seebach med albummet "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Udgivelsen var den tredje fra pop-prinsen, som allerede nu har opnået firedobbelt platin.

2. Justin Bieber: Parken, København (den 20. april)

Som den næstmest læste anmeldelse, men til gengæld den mest læste koncertanmeldelse, ligger den 19-årige popstjerne Justin Bieber. På trods af sin massive popularitet har Bieber for nylig i et radiointerview med Power 106 FM udtalt, at han vil trække sig tilbage fra musikscenen og gå på pension. Han har dog siden trukket udtalelsen tilbage. 

3. Rihanna: Roskilde Festival, Orange Scene (den 5. juni)

Bookingen af Rihanna til dette års Roskilde Festival fik en del omtale, men ifølge vores anmelder ramte arrangørerne ikke helt ved siden af. Vores læseres nysgerrighed omkring hendes præstation på Orange Scene placerer Rihanna på en tredjeplads over de mest læste anmeldelser i 2013.  

4. Kanye West: Yeezus (den 17. juni)

I år udgav den rapkæftede rapper endnu et album, som på én og samme tid løftede niveauet for selvfedme og talent. Albummet fik en forrygende anmeldelse og mere end 60 læserkommentarer med på vejen.   

5. Kashmir: E.A.R. (den 18. marts)

På en femteplads ligger endnu et dansk album, som dog ligger i den mindre poppede ende af skalaen. Kashmir udgav i år deres syvende studiealbum, og albumanmeldelsens læsertiltrækning vidner om kvartettens fortsatte popularitet.

6. Metallica: Roskilde Festical, Orange Scene (den 7. juli)

De lå nummer syv på listen over de mest læste GAFFA-nyheder, og minsandten om d'herrer fra Metallica ikke også er at finde på anmelderlisten. Ligesom Rihanna gæstede de også dettes års Roskilde Festival, hvor de igen imponerede vores anmelder. Metallica vender tilbage til Danmark i 2014, hvor de spiller en allerede udsolgt koncert den 3. juni i Fængslet i Horsens.

7. Robbie Williams: Parken, København (den 22. juli)

På en syvendeplads ligger den altid charmerende Robbie Williams, som denne sommer underholdt publikum i Parken. Hans præstation fik vores anmelder til at betegne Williams som en "entertainer af Guds nåde."

8. Bruce Springsteen & The E Street Band: Parken, København (den 14. maj)

Vi havde igen i år besøg af flere legender, og én af disse var The Boss alias Bruce Springsteen med band. Koncerten i Parken i København levede op til vores anmelders forventninger og beviste, at Bruce stadig er i topform.  

9. Bruce Springsteen & The E Street Band: Jyske Bank Boxen, Herning (den 16. maj)  

Endnu en omgang Bruce Springsteen! Dog denne gang i Herning. Blot to dage efter den flotte koncert i Parken formåede The Boss at hive stjerner hjem, og det virker til, at I, kære læsere, er lige så begejstrede som GAFFAs anmelder.

10. Daft Punk: Random Access Memories (den 21. maj)

Som sløjfen på vores fine julegave giver vi jer den franske duo på en tiendeplads. Daft Punk gjorde i 2013 comeback efter syv års album-tørke, og det var noget, som skabte debat i kommentarfeltet med mere end 40 læserindslag.

GAFFA og ikke mindst vores anmeldere håber, at I har nydt årets mange anmeldelser, og vi opfordrer jer til fortsat at dele jeres konstruktive og mangfoldige kommentarer i det nye år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA