x

Årets bedste album ifølge Espen Strunk

Årets bedste album ifølge Espen Strunk

Året 2013 er overstået, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres yndlingsalbums fra 2013. Her gælder det GAFFAs anmelder Espen Strunk.

Se også listen med årets 30 bedste udenlandske og 10 bedste danske album ifølge GAFFAs samlede anmelderskare

Hør en playliste med Espen Strunks yndlingsalbums på Spotify

Hør en playliste med Espen Strunks yndlingsalbums på WiMP

Udland:

1. Nick Cave & The Bad Seeds: Push the Sky Away
Niveauet var fortsat forbavsende højt på 15. album fra Cave & The Bad Seeds - en stemningsmættet og mestendels afdæmpet omgang i den absolutte mesterklasse.
 
2. Paper Aeroplanes: Little Letters
Den walisiske duo Paper Aeroplanes tegnede sig for en af årets fine, små overraskelser i form af dette håndspillede popalbum med Sarah Howells sødmefulde stemme i front.
 
3. The Who: Tommy: Deluxe Edition
Pete Townshend og kompagnis mesterlige sangcyklus fra '69 fik endelig sit bokssæt - og en lidt mindre prangende, men musikalsk set stadig monumental dobbelt-cd-version med stærke liveoptagelser som supplement til det remastererede album.
 
4. Treetop Flyers: The Mountain Moves En behagelig brise fra Malibu blæste ind med dette udspil fra den iøvrigt londonske kvintet, som trækker vederkvægende veksler på navne som Crosby, Stills & Nash og Fleetwood Mac.
 
5. Townes Van Zandt: Sunshine Boy - The Unheard Stufio Sessions and Demos 1971-72
Kun en mindre, eksklusiv skare er klar over, hvor stor en sangskriver vi mistede, da Townes Van Zandt endte et turbulent liv som 52-årig i 1997. Det er dog ikke for sent at stå på, og der er ikke noget forgjort i at begynde med denne excellente outtake-samling fra mesterens glansperiode omkring albummet "High, Low & In-Between."
 
6. David Lynch: The Big Dream
Et enkelt album med instruktørens soniske freakshow kunne åbenbart ikke gøre det, så den herligt betitlede debut "Crazy Clown Time" fik selskab af "The Big Dream" - nu med en visit fra svenske Lykke Li, men derudover cirka lige så syret og ildevarslende som sidst.

7. Emmylou Harris & Rodney Crowell - Old Yellow Moon
Uden at være nogen milepæl var det alligevel countrymusik af solid skuffe, da de gamle makkere Harris og Crowell atter satte sig sammen med de akustiske guitarer og fortolkede forlæg af blandt andre Kristofferson og Patti Scialfa.
 
8. Diverse Kunstnere: Son of Rogue's Gallery: Pirate Ballads, Sea Songs & Chanteys
Stjernerne tager telefonen, når det er den legendariske producer og radiomand Hal Wilner, der ringer. Tom Waits, Iggy Pop, Patti Smith og Keith Richards medvirker således alle på anden del af Wilners antologi af sange fra de syv have - og ja, det er cirka lige så fedt, som det lyder.
 
9. Mick Harvey: Four (Acts of Love)
I al stilfærdighed har den nu forhenværende The Bad Seeds-guitarist Mick Harvey plejet en frugtbar solokarriere i årevis, og selvom årets udspil ikke kom op på siden af den eminente forgænger "Sketches from the Book of the Dead", er det stadig en umiskendeligt stemningsfuld og Harvey'sk udgivelse.
 
10. Bob Dylan: The Bootleg Series Vol. 10: Another Self Portrait
Onkel Bob og de driftige folk omkring ham begavede os med endnu et opus i den fortløbende "The Bootleg Series" - denne gang guldrandede optagelser fra tiden mellem "Nashville Skyline" (1969) og "New Morning" (1971).
 
 
Danmark:
 
1. De Efterladte - Alvorsord og Etagevask (billedet)
Andet album fra duoen De Efterladte cementerede, at Peter H. Olesen stadig er blandt de skarpeste sangskrivere på modersmålet.
 
2. Telestjernen - Populærmusik fra Øster Tørslev
Den kronjyske skolelærer trådte for alvor i karakter på en vellykket og personlig, musikalsk meditation over livet i det såkaldte Udkantsdanmark.
 
3. Folkeklubben - Nye Tider
Det har ikke skortet på opmærksomhed omkring det debuterende københavner-ensemble Folkeklubben, hvis debutalbum da også udgjorde et forfriskende og sympatisk indslag på den hjemlige musikscene.
 
4. Povl Dissing - 2013 Live: 25 Minutter Endnu
I en alder af 75 er Dissing fortsat en efterspurgt herre, men i 2012-13 fandt han lykkeligvis tid til at give en række koncerter med fokus på det helt gamle materiale med tekster af Thøger Olesen og Laust Bengtsson. Resultatet var decideret rørende - og nu heldigvis dokumenteret på denne dobbelt-cd.
 
5. Rune T. Kidde & Umpff - Rune T. Kidde Goes Umpff
2013 blev året, hvor vi måtte sige farvel til Runé T. Kidde - humorist, tegner med mere. Inden det defintive exit nåede Kidde heldigvis at udgive dette album - et passende poetisk, syret og skørt punktum fra en sand ener.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA