x

Hold nytår med Boy George i Kødbyen

Hold nytår med Boy George i Kødbyen

Til januar udgiver britiske Boy George sit første album med nyt materiale i  atten år, og allerede i oktober slap den tidligere Culture Club-forsanger første single i skikkelse af sangen "King of Everything." Og nytårsaften er firser-koryfæet minsandten i Kødbyen i København, hvor han vil give et dj-sæt på klubben KB3.

I det forløbne år har klubben haft besøg af markante navne som Drake, Miquel, Major Lazer, Mike Skinner og synthguruen, Vince Clarke - og nu sættes så punktum for 2013 med en kunstner, som har solgt millioner af album og altså oven i købet er albumaktuel oven på en penibel sexskandale og efterfølgende samfundstjeneste.

George lover ifølge arrangørerne at traktere med et af sine "fedeste DJ dance-sets," og der garanteres for et fyldt dansegulv på KB3 på årets sidste nat. Billetter koster 150 - eller 200 kroner i døren - og kan købes her. Arrangementet starter klokken 23.00, og festen fortsætter indtil klokken 06.00 den følgende morgen.

Man kan i øvrigt ganske gratis downloade et Boy George-dj-sæt på iTunes, hvis man har lyst til at varme op til nytårsfesten i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA