Nyhed

Stjernetrommeslager er død

Ricky Lawson nåede at spille for nogle af popmusikkens absolutte topnavne

Han var medstifter af gruppen Yellowjackets, og som sessionmusiker lånte Lawson sin kapacitet bag tønderne til blandt andre Eric Clapton, Bette Midler, Michael Jackson, Phil Collins og Whitney Houston, som han bakkede op på hitsinglen "I Will Always Love You."

Og nu er Ricky Lawson så død i en alder af blot 59 år. Lawson døde mandag (23. december, red.) på Long Beach Memorial Medical Center, angiveligt af en hjerneblødning. Det skriver L.A. Times og række andre amerikanske medier. Lawson blev indlagt efter et ildebefindende under en koncert tidligere på måneden, erfarer nyhedsbureauet AP.

"Vi beder for, at han kommer sig," skrev The Roots-trommeslageren Questlove Jenkins på Twitter og kaldte Lawson "Mesteren." Prince-trommeslageren Sheila E. sagde farvel til den ældre kollega sammesteds med følgende ord juleaftensdag:


"Vi har mistet en stor mand, trommeslager, far, broder og søn. Mr. Ricky Lawson. Han døde i går. Bed venligst for hans familie. We will miss u."

 

ANNONCE