x

Stor interesse for reggae i Ridehuset i aften

Stor interesse for reggae i Ridehuset i aften

Danmarks eneste dansksprogede reggaeband Bli’ Glad spiller i aften i Ridehuset til Present Aarhus Festival – den ti dage lange festival inde i Festugen. Forinden varmer adskillige lydsystemer op med dancehall og reggae.

Bli’ Glad har udviklet sig til lidt af et fænomen på den spirende danske reggae-scene, og måske derfor har interessen da også været overvældende, set i forhold til, hvad et endnu plade-udgivelses-løst band normalt kan trække.

Her i huset melder GAFFAbillet, der blandt andre står for aftenens forsalg, også allerede om en imponerende afsætning.

Bli’ Glad har fundet deres helt egen stil med en kridhvid forsanger, der lyder som en sønderjysk-jamaicansk udgave af Peter A.G. Dette er dog slet ikke tilfældigt, da frontmand Chris Mcgluglin også selv kalder Gnags og A.G et af hans forbilleder. ”Det virker skide godt”, siger han i dag til Politken. Måske har du allerede lagt mærke til vokalen, hvis du hen over sommeren har hørt Jamaica-udgaven af UFOYephas hit ”Hængekøjen”.

Skulle du lige nu sidde og tænke. ”For dælen, hvor lyder det som noget hø” – så tænk igen. Guitarist Daniel Plon forsvarer knivsskarpt og selvreflekterende dansk reggae i samme Politiken-interview: ”Når der står fire hvide drenge fra en dansk forstad med dreadlocks og siger ’jahr mann’, så er det bare ikke særlig ægte – ligesom Thomas Helmig heller ikke er særlig ægte, når han synger på engelsk.”

Kristian Nordentoft, en anden af seks-mands-bandets guitarister, siger til GAFFA.dk: "Vi arbejder med konceptet ond bund og glad musik – det vil sige, at der opstår et et kontrastforhold, vi synes er meget spændende." Kontraster er ikke noget, der er fremmed for unge Nordentoft, der også er billedkunstner (Det er for eksempel ham, der har designet deres logo her på siden, red.) og medlem af maler-crewet "Perspektivbanden". "For eksempel er aftenens tema Krig og Kærlighed – så forvent os tændte, glade og udklædte i aften!"

Ridehusets døre åbnes i aften 21.30, men Bli' Glad går først på over midnat. Forinden kan du nyde hede reggae/dancehall-rytmer med diverse lydsystemer, for eksempel Sweet Connection med General Knas fra Svenska Akadamien og Bang Bang featuring Run Lola.

Billetprisen er sølle 90 kroner i døren og kun 60 kroner plus Danmarks
laveste gebyr, hvis du køber i forsalg hos GAFFAbillet – forsalget lukker klokken 19.00.


Køb en GAFFAbillet og Bli' Glad

Bli' Glad på deres hjemmeside

Present Aarhus Hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA