Samme Stof Som Stof udgives nu i Canada og USA i næste måned.
Århusianske Under Byen, der udelukkende synger på dansk, udgives interessant nok nu i Nordamerika på deres pladeselskab ”over there”, Paper Bag Records. Helt underligt er det måske ikke, da bandet er blevet ganske godt hypet op af for eksempel Dave Fricke fra Rolling Stone magazine.
Under Byens på en gang sfæriske og rock-dunkende lyd var noget, der faldt i den toneangivende anmelders smag, og fænomenet Under Byen er dermed blevet blåstemplet som noget, overskudsmennesker i de mere trendy kredse af for eksempel metropolen New York godt kan lytte til, på trods af at det overhovedet ikke foregår på indbyggernes modersmål. Bare det er en tendens, der kan holde ved.
Pladen rammer den nordamerikanske asfalt den 10. oktober, og skulle du være i Det Store Æble i starten af oktober kan du fange dem til en eksklusiv showcase på Mercury Lounge. Derefter sætter det gode skib Under Byen kursen nordover på en miniturné i det canadiske.
Det kunne sikkert være ret spas at se dansksproget musik på de breddegrader, så her får du listen over spillestederne, hvis du lige skulle være i nærheden:
4/10 – Mercury Lounge, New York City, New York
5/10 – The Ukrainian Federation, med gæsteoptræden af Joanna Newson, PopMontreal, Montreal, Quebec.
7/10 – The Cabaret med vennerne i Giant Sand, PopMontreal, Montreal, Quebec
8/10 – Zaphod, Ottawa, Ontario
9/10 – The Horseshoe, igen med Giant Sand, Toronto, Ontario