x

Guide: De bliver store i 2014 – udlandet

Guide: De bliver store i 2014 – udlandet

Et nyt år har meldt sin ankomst, og nye stjerner dukker op. Vanen tro giver GAFFA dig her en oversigt over de nye udenlandske navne, vi tror kommer til at præge det kommende år – så du kan lige så godt begynde at holde øje med dem allerede nu. Du kommer til at høre meget mere til dem.

Læs også artiklen "De bliver store i 2014 – Danmark"

Hør playlisten "De Bliver Store i 2014 - udland" på Spotify

Hør playlisten "De bliver store i 2014 - udland" på WiMP

 

BANKS

Hvem er hun?

Jillian Banks startede med at lægge sine selvkomponerede numre op på websider, for eksempel Soundcloud. Da hun pludselig havde et overvældende antal lyttere til sin musik, meldte pladeselskaberne sig på banen. Det har siden ført til flere samarbejder med nogle af den engelske undergrunds vægtigste producere, som har hjulpet til at give Banks' debut, "London EP" fra sidste år, dens mørke r&b-groove.

Hvorfor skal du elske hende?

Fordi hun, ligesom Lorde før hende, byder på et moderne elektronisk popunivers bestående af dybfølte sange med fængende omkvæd.

Hvad kan vi forvente?

Sidste år udkom "London EP", men Banks skulle være næsten færdig med sit debutalbum sat til at komme senere i år.

 

CHANCE THE RAPPER

Hvem er det?

Den 21-årige Chicago-fødte rapper har allerede markeret sig som en af de mest spændende nye kunstnere i 2014. Med sit andet mixtape, "Acid Rap", udgivet sidste år viste han en forfriskende evne til at kombinere kraftfulde beats med psykedeliske, jazzede melodier. Og det er ikke gået uhørt hen. Han har siden været på tour med blandt andre Eminem og Kendrick Lamar, er blevet kåret til "Hot MC 2013" af amerikanske Rolling Stone Magazine, og har remixet for James Blake. Han er spået et stort gennembrud i 2014 af flere udenlandske musiksider.

Hvorfor skal du elske ham?

Chance the Rapper har sat sig som mission "at bryde det nuværende hiphop-hierarki". Det lover godt for et frisk pust i hiphop-universet. Set i lyset af at han samtidig er vokset op i et nabolag tilstødende det, Kanye West voksede op i, kan man forvente, at de storstilede ambitioner er på plads og klar til at blive bakket op med handling. Derudover kan man stadig downloade hans to første mixtapes gratis.

Hvad kan vi forvente?

Flere pladeselskaber har allerede meldt ud, at de er mere end interesserede i at signe Chance the Rapper. Samtidig er han efterspurgt til samarbejde med musikalske kollegaer som for eksempel Mark Ronson.

 

EAGULLS

Hvem er de?

Drengene i Eagulls fik hurtigt opmærksomhed sidste år, da de valgte at poste et åbent brev på deres blog. Brevet beskrev i harske vendinger deres holdninger til at spille koncerter i det sydvestlige England med lokale bands. Der blev hurtigt dannet to fløje: Dem, som mente, at drengene lidt for ihærdigt forsøgte at fremstå som rene punkere, og dem, som i stedet så en forlængelse af den engelske punktradition. Brevet er senere blevet erstattet af et mindst lige så upassende billede, som ifølge bandet selv skal tolkes som en joke på linje med brevet.

Hvorfor skal du elske dem?

Eagulls spiller en forfinet punkrock med kras attitude, som kan høres på for eksempel sangen "Nerve Endings". De har hardcore scenens råenergi, men et melodisk tiltag, som gør deres sange mere end lyttervenlige for andre musikelskere end blot punkere.

Hvad kan vi forvente?

Eagulls udsender et selvbetitlet debutalbum til marts i England.

 

GEORGE EZRA

Hvem er han?

En ung mand med guitar i hånden blev igen rigtig populært med engelske Jake Bugg, og nu melder George Ezra sig i rækken af håbefulde trubadurer. Den 19-årige singer-songwriter har tiltrukket sig tiltagende opmærksomhed, siden han blev spottet af BBC Bristol i 2012. Han har siden spillet flittigt i Bristol og åbnet for blandt andre landsmanden Tom Odell.

Hvorfor skal du elske ham?

Til trods for sine kun 19 år lyder George Ezra som en livsbevandret 50-årig mand. Han spiller en autentisk folkemusik med rødder i bluesen centreret omkring den akustiske guitar.

Hvad kan vi forvente?

George Ezra har sin ep, "Did You Hear the Rain?", ude på iTunes nu.

 

FKA TWIGS (billedet)

Hvem er hun?

Ved første lyt til FKA Twigs kan man sagtens forestille sig den isolerede engelske hedes åbne sletter og tomhed, som hun opvoksede i. Men indpakningen er frisk og nutidig og lyder af det London, hun nu bor i. Til trods for at hun holder sig meget for sig selv og sjældent går i byen – hun er næsten kun på bar, når hun selv står bag disken for at tjene penge til tilværelsen som kunstner – er hun efterhånden en kendt person på Londons boblende musikscene, ikke mindst takket være en optræden på coveret af det engelske modeblad i-D. Hun er også på Spotifys liste over kunstnere, der er værd at holde øje med i 2014.

Hvorfor skal du elske hende?

FKA Twigs er blevet beskrevet som den popstjerne, verden fortjener i det 21. århundrede. Hendes musik forener The xx's intimitet med den dystre understrøm som fundet hos Massive Attack. Det er en på én gang delikat, æsterisk og mørk popmusik.

Hvad kan vi forvente?

Sidste år udgav FKA Twigs sin anden ep, den nøgternt betitlede "EP2". Debutalbummet ventes ude i år.

 

JOANNA GRUESOME

Hvem er de?

Ser du musikvideoen til Joanna Gruesomes "Sugar Crush", ser du først bandnavnet blive rullet smudsigt ud af en rulle toiletpapir, før en farveeksplosion indtræffer til takterne af upbeat indiemusik med vilde rytmer. Det er ikke selvhøjtideligt, men det knusende drive slår omgående én omkuld. Joanna Gruesome er af Esquire Magazine spået til på ny at gøre guitardreven musik populær i 2014.

Hvorfor skal du elske dem?

Fordi de lyder som My Bloody Valentine, der spiller sange af The Vaselines. Det er larmende og bastant indie, når det er bedst.

Hvad kan vi forvente?

Joanna Gruesome udgav sidste år albummet "Weird Sister", som de turnerer med i 2014.

 

JUNGLE

Hvem er de?

Jungle er omgivet af mystik i en tid, hvor internettet lægger alt bart. Det vides kun, at de er en duo bestående af to venner fra West London. Ellers har de formået at opbygge deres fanbase uden så meget som at afsløre deres navne eller deres ansigter. Indtil nu har de udgivet to musikvideoer, "Platoon" og "The Heat", på YouTube, som i kraft af deres bemærkelsesværdige og simple indhold er blevet spredt brugervenligt ud over de sociale medier.

Hvorfor skal du elske dem?

Forestil dig en natklub i 1970'ernes New York, hvor sveden drypper ned af væggen i takt til sexede funkrytmer, og så nærmer du dig, hvordan Jungle lyder. Det er moderne elektropop med lækre retro-tendenser, der går lige i danseskoene.

Hvad kan vi forvente?

Ifølge duoen selv vil de gerne udgive et debutalbum i 2014. De føler sig dog ikke presset af en deadline, for først skal de selv være rigtig glade for musikken, før den kan udgives.

 

KELELA

Hvem er det?

Den nu L.A.-baserede Kelela er blevet beskrevet som en moderne popartist på kanten af den eksperimenterende r&b-bevægelse. Med sine rødder i Etiopien har den amerikanskfødte sangerinde udgivet mixtapes siden 2012 og er nu signet på Solange Knowles', Beyoncés søster, pladeselskab, Saint Records.

Hvorfor skal du elske hende?

Kelela bevæger sig i et på samme tid personligt og eksperimenterende univers. Hun er allerede blevet sammenlignet med for eksempel Janet Jackson og Beyoncé, måske i henhold til hendes fremadskuende produktioner. Hendes lyd er lige dele 90'ernes bløde r&b-vokal og en fremtidsagtigt, hård produktion, som til at begynde med intentionelt kan forundre lytteren, men som langsomt kryber ind under huden. Det er lyden af fremtidens popmusik.

Hvad kan vi forvente?

Mixtapet "Cut 4 Me" udkom sidste år.

 

ROYAL BLOOD

Hvem er de?

I forlængelse af traditionen af duoer bestående af guitar og trommer kommer Royal Blood som noget af en fornyelse. De to rockende venner fra Brighton spiller nemlig henholdsvis bas og trommer. Men det gør ikke musikken mindre hårdtslående. Bandet blev dannet i 2013, da bassist Mike Kerr blev hentet i lufthavnen af trommeslager og sanger Ben Thatcher. I bilen besluttede de to sig for at starte et band og spillede deres første koncert allerede næste dag.

Hvorfor skal du elske dem?

Med riffs så solide som Queens of the Stone Age og en løssluppen attitude er der lagt op til rock af den nye skole, men med de gamle dyder i behold. Matt Helders er en tidlig fan og kunne således ses i en af Royal Bloods T-shirts, da Arctic Monkeys spillede på Glastonbury i sommer.

Hvad kan vi forvente?

Royal Blood har indtil videre singlen "Out of the Black" ude, og vi kan kun håbe på, at der kommer mere musik fra duoen i 2014.

 

SAMPHA

Hvem er han?

Efter i flere år at have arbejdet som producer for andre kunstnere besluttede den 24-årige Sampha at prøve med sin egen musik. Det har han i løbet af de sidste år fået stor succes med. I 2011 indspillede han blandt andet en duet med den engelske singer-songwriter Jessie Ware. Det blev hans gennembrud. Siden da har han samarbejdet med mange andre kunstnere, for eksempel Drake, som sidste år fløj Sampha til New York for at optræde sammen med ham på The Jimmy Fallon Show.  

Hvorfor skal du elske ham?

Fordi Sampha har en fløjlsblød og inderlig stemme, der kan minde om Tracy Chapman og Michael Jackson – to af hans inspirationskilder – og samtidig skriver han ærlige og åbne sange om livets op- og nedture.

Hvad kan vi forvente?

Sampha udgav en solo-ep, "Dual", i juli sidste år.

 

SAY LOU LOU

Hvem er de?

Efter at have åbnet for Hurts og Foals i 2013 fik tvillingesøstrene Miranda og Elektra Kilbey i Say Lou Lou en større fanskarre på tværs af Europa. Opvokset i både Australien og Sverige kan man måske nikke genkendende til sidstnævnte lands berømte popdyder i søstrenes musik. Og så hjælper det måske også på deres medfødte musikalitet, at deres far, Steve Kilbey, er sanger og bassist i australske The Church, hvis sang "Under the Milky Way" nogle måske kender fra soundtracket til filmen "Donnie Darko".

Hvorfor skal du elske dem?

Say Lou Lou er drømmende popmusik af fineste kaliber. Det er musik, man kan lukke øjnene til og forsvinde ind i. Søstrene selv beskriver deres musik som "organisk-æteriske musiklandskaber med strømmende instrumenter og vokal."

Hvad kan vi forvente?

Say Lou Lou arbejder for tiden på deres debutalbum i henholdsvis London og Los Angeles.

 

SAM SMITH

Hvem er det?

21-årig engelsk sanger og sangskriver, som allerede har gjort sig bemærket i 2012, hvor han sang på Disclosures hit "Latch", og han fik igen et hit året efter, hvor han medvirkede på Naughty Boys kæmpehit "La La La". Sidste år udgav han også en ep som solist og singlen "Lay Me Down". Han har netop modtaget BBC's pris "Sound of 2014".

Hvorfor skal du elske ham?

Sam Smith har en flot, honningsød og sjælfuld stemme, som fungerer fremragende i både en elektronisk og en akustisk sammenhæng.

Hvad kan vi forvente?

Sam Smith udgiver 16. februar singlen "Money on My Mind", og hans debutalbum "In the Lonely Hour" er på gaden 26. maj.

 

WOLF ALICE

Hvem er de?

Wolf Alice blev spottet af engelske NME allerede i 2012. Men det er først i løbet af sidste år, at det for alvor er begyndt at tage fart for det alternative rock-band fra London. I front for bandet står Ellie Rowsell, hvis vokal strækker sig fra en sårbar pigerøst til en aggressiv Courtney Love-snerren. Med en række ep-udgivelser bag sig er Wolf Alice godt hypet i England, og de er også nomineret til en NME Award 2014.

Hvorfor skal du elske dem?

Fordi Wolf Alice blander elementer af den britiske indie-lyd med en mere rocket tilgang. Der er både ømme følelser og sure næver i musikken, som svinger mellem det inderlige og det opstemte. Og så fordi det er cool med piger i rockbands.

Hvad kan vi forvente?

Wolf Alice udgav en ep, Blush, i oktober sidste år. Men med den massive omtale, de for tiden får i deres hjemland, kunne man godt forvente en albumudgivelse i det kommende år.

Hør playlisten "De Bliver Store i 2014 - udland" på Spotify

Hør playlisten "De bliver store i 2014 - udland" på WiMP

Læs også artiklen "De bliver store i 2014 – Danmark"

 

SÅDAN GIK DET DE KUNSTNERE, GAFFA SPOTTEDE SIDSTE ÅR: 

AlunaGeorge

Elektroduoen fra London fik pæn succes med debutalbummet "Body Music", ligesom de storhittede sammen med Disclosure på singlen "White Noise".

A*M*E

London-pigen fik et nummer 1-hit i England med "Need U" sammen med Duke Dumont og MNEK. Hun har dog endnu ikke noget album.

Joey Bada$$

New York-rapperen spillede på Roskilde Festival, udgav mixtapet "Summer Nights" og medvirkede på udgivelser med en lang række andre kunstnere, blandt andre A$AP Rocky, Action Bronson og Raekwon. Hans debutalbum "B4.Da.$$" ventes ude i år.

Charli XCX

Den engelske sangerinde og sangskriver udgav sit andet album, "True Romance", der fik pæne anmeldelser, men ikke blev den store salgssucces. Herhjemme varmede hun op for Ellie Goulding i april i Store Vega. Hendes planlagte koncert i oktober i Lille Vega blev dog aflyst, da Charli XCX hellere ville i studiet for at indspille et nyt album og aflyste hele sin Europaturné.

The Child of Lov

Den hollandske sanger og sangskriver The Child of Lov, med det borgerlige navn Martijn William Zimri Teerlinck, nåede ikke for alvor at opleve succes. I juli udsendte han sit selvbetitlede debutalbum med gæsteoptrædener af markante kunstnere som Damon Albarn og Doom og fik fine anmeldelser. I maj aflyste han dog alle sine planlagte koncerter, blandt andet på Glastonbury Festival, efter eget udsagn fordi han ikke havde fuld kunstnerisk kontrol over dem. 10. december døde han af komplikationer i forbindelse med en operation på et hospital i Amsterdam. Ifølge NME led The Child of Lov af en hjertesygdom.

CHVRCHES

Elektro-pop-gruppen fra Glasgow fik et pænt hit især i Storbritannien med albummet "The Bones of What You Believe", og de gav koncert i oktober i Lille Vega.

Haim

Poptrioen alias søstrene Este, Danielle og Alana Haim fik et globalt hit med debutalbummet "Days Are Gone". Herhjemme spillede de udsolgt i Lille Vega, de vender til februar tilbage til Store Vega – hvor der allerede er udsolgt – og kan også opleves på Roskilde Festival.

Kavinsky

Den franske elektro-house-dj, der i forvejen var kendt for sangen "Nightcall" fra Nicolas Winding Refn-filmen "Drive", udgav sit debutalbum "Outrun". Det blev et stort hit i Frankrig, men ikke en så stor succes uden for hjemlandet.

MS MR 

Dreampop-duoen fra New York udgav debutalbummet "Secondhand Rapture", som fik gode anmeldelser og blev et undergrundshit, men ikke for alvor opnåede et bredt gennembrud.

Solange

Beyoncés lillesøster fik et stort hit i 2012 med "Losing You", men formåede ikke for alvor at forlænge succesen ind i 2013. Hun skulle have spillet på Smukfest og i Vega, men aflyste hele sin turné, blandt andet for at arbejde på sit tredje album, som endnu ikke er udkommet. Solange nåede dog at spille på den store Glastonbury Festival i England.

Temples

Det engelske psych-rock-band spillede på en række festivaler, udgav tre singler og varmede op for navne som Suede, The Vaccines og Kasabian. De er dog endnu ikke for alvor brudt igennem. Måske kommer det, når de udgiver deres debutalbum "Sun Structures" 10. februar.

Ásgeir Trausti

Den islandske sanger og sangskriver fik et solidt gennembrud langt uden for hjemlandet med sit debutalbum "Dyrd I Daudathogn", som også udkom i en engelsk udgave med titlen "In the Silence". Herhjemme har han givet adskillige velsøgte koncerter og vender tilbage til VoxHall og Vega i marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA