Volbeat: Vi kommer til at spille, til vi ikke kan stå på vores ben

Volbeat: Vi kommer til at spille, til vi ikke kan stå på vores ben

Ved GAFFA-Prisen 2013 vandt Volbeat prisen "Årets Danske Hardrock-udgivelse" for albummet "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies". I den forbindelse har vi lavet dette interview med de glade vindere, her repræsenteret ved guitarist Rob Caggiano.

Først og fremmest tillykke med prisen! Hvad er din reaktion, og hvordan vil du takke de læsere, som har stemt på jer?

– Det er slet ikke for at være arrogant. Jeg kom bare for at hænge ud og fandt først ud af, at vi var nomineret en time, før jeg kom. Vi afsluttede turneén i Forum 1. december, og jeg besluttede spontant at blive i København en uges tid. Jeg tror ikke, at der er nogle af de andre drenge i bandet, der ved det. Jeg bor hos et par gode venner, så jeg er meget beæret og meget overrasket. Vores fans har været fantastiske mod os. Vi har arbejdet hårdt og spillet 135 koncerter i år over hele verden. Alt sammen takket været vores fans. Jeg er fra New York, men kan mærke, at det er noget særligt at spille med Volbeat i deres hjemland, der er mange, der har været med fra starten. Vi har haft nogle magiske koncerter i Danmark. Fantastisk at optræde med Pernille Rosendahl, hun er utrolig og gav mig gåsehud, da hun sang. Så tak til Danmark og GAFFAs læsere.



Hvad har været årets mest positive oplevelse musikalsk?

– Jeg er meget stolt af vores nye album, og så har det været fantastisk at blive en fast del af Volbeat. Det har været et rigtig godt musikalsk år for mig. Jeg blev spurgt, om jeg ville være fast bandmedlem helt tilfældigt, lige inden vi skulle til at indspille guitar (Rob var oprindeligt hyret ind som producer, red.).



Hvad med det personlige plan? Hvad har været det mest postitive der?

– Også at jeg er blevet en del af Volbeat, ikke mindst for muligheden for at udleve og udvikle min kreativitet, hvilket jeg ikke havde i Anthrax. Der var en anden rollefordeling.


Hvad har været negativt?

– Intet musikalsk. Den eneste negative ting for mig, og jeg tror, at de andre har det lidt på samme måde, er, at jeg ikke har tid til at være sammen med min familie så meget, som jeg gerne vil. Jeg har ikke børn, men er meget tæt på mine forældre i New York. Min far er sanger og har gjort sig i Tony Bennett/Frank Sinatra-stilen, så jeg er vokset op med masser af musik. Det er også meget af grunden til, at jeg elsker at være i Volbeat, som musikalsk rækker langt ud over metal. Men jeg elsker at turnere, er vant til livsstilen og sover faktisk bedre i tourbussen end hjemme i mit hus i New York.



Hvad har været det sjoveste eller mærkeligste, du har oplevet i 2013?

– Den er svær, men det må nok være en Twitter-besked, jeg fik forleden. Det var en, som havde lagt et billede af en tatovering af mit ansigt ud, lidt af en ære. Jeg har gjort det her længe, folk har tatoveret min autograf og andre ting, men aldrig mit ansigt før, med hat, hestehale og det hele, ha, ha. Den skulle lige synke ind.

Hvad har været dit favoritnummer i 2013 og hvorfor?

Den er let. Det er The Nationals nye album. Jeg kendte til dem, men havde aldrig rigtig hørt dem tidligere. Men en pige fra Fona introducerede mig til Trouble Will Find Me. Jeg ville ønske, jeg kendte pigens navn, for det var det helt rigtige valg. Jeg er musik-junkie og er altid på udgik efter ny musik.



Hvordan ser fremtiden ud i 2014?

– Vi holder fri her i december og januar, og så turnerer vi igen fra februar. Først bliver det Japan, hvor vi spillede med Metallica i 2013. Nu skal vi headline, og vi glæder os rigtig meget. Der bliver intet nyt album i 2014, men vi kommer til at turnere over det hele, Australien, Europa USA. Vi kommer til at spille, til vi ikke er længere er i stand til at stå på vores ben, haha!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA