Nyhed

Katy Perry: Jeg behøver ikke være nøgen for at få opmærksomhed

Vi har talt med GAFFA-Pris-vinderen

Det kan godt være, at Katy Perrys største kvindelige konkurrenter inden for popstjerneverdenen smider tøjet. Men den 29-årige sangerinde ved godt, hvor hun sætter grænsen. Så fræk er hun nemlig heller ikke.

– Kvinder har sådan en underlig rolle i pop, sagde Katy Perry for nylig til en amerikansk journalist under et interview i forbindelse med sit seneste album Prism.

– De er alle sammen nøgne. Jeg føler ikke, at jeg behøver at være nøgen for at få opmærksomhed.


Den 29-årige Katy Perry skiller sig ud fra sine kvindelige storkonkurrenter som Miley Cyrus og Rihanna ved, at hun ved, hvor hun sætter grænsen. Det kan godt være, at det i popstjerneverdenen er svært at finde en balance mellem at være verdensberømt og få opmærksomhed og styre det hele uden at gå amok, men den tidligere ultrareligiøse popstjerne har fundet en måde at håndtere det på. Ikke at man aldrig ser bar hud på Katy Perry, man ser bare ikke for meget af det. 

Du er ikke som mange andre store sangerinder som Miley Cyrus kendt for at være fræk. Har du slet ikke en fræk side?

– Jeg har altid sørget for at holde en balance og er gået lige til stregen for at holde mit publikum til ilden. De forventer ikke, at jeg flipper helt ud, og det tror jeg heller ikke, jeg gør, men jeg kan helt klart lide at spille spillet. Jeg anser ikke mig selv for at være et forbillede som sådan, for jeg er først og fremmest kunstner, men jeg synes om at skabe ting med de bedste intentioner og med integritet, og det kommer mig forhåbentligt til gode. Jeg håber, at folk kan se hvor målrettet, vedholdende og hårdtarbejdende, jeg er, og at de kan forholde sig til det.


Hvad er det frækkeste, du nogensinde har gjort?

– Det frækkeste… Jeg ville sikkert ikke kunne tælle alle de frække ting, jeg har foretaget mig, haha!

Nå, der er ligefrem så mange?


– Ja, selvfølgelig er der mange, men generelt er jeg en ret god pige, haha!

Var du fræk som barn?

– Jeg havde masser af energi, hvilket jeg ville ønske, at jeg havde i dag. Jeg hoppede og sprang hele tiden. Jeg kan huske, at folk altid sagde: "Det barn har så ufatteligt meget energi." Jeg skulle hele tiden vise mig og føre mig frem. Derfor er jeg, hvor jeg er i dag.


 

Terapi gennem musik

Katy Perry har ikke lagt skjul på, at hendes hjerte blev knust, da Russell Brand forlod hende i 2011. Det skildres blandt andet i dokumentarfilmen Katy Perry: Part of Me, som Katy Perry selv stod bag. Men kærestesorger er godt guf for sangskriveren, og samtidig fungerer det som en form for terapi.


Bortset fra et par scener i Part Of Me, hvor du viser din sårbarhed under dit brud med din mand, Russell Brand, virker du altid glad. Græder du nogensinde?

– Om jeg nogensinde græder? Hele tiden. Men efter jeg fik mine tårekanaler fjernet, bruger jeg ikke så meget tid på det, haha! Det ødelægger min make-up, og det tager cirka syv timer at lægge den. Men selvfølgelig græder jeg. Jeg er et menneske. Det er godt at græde. Jeg er meget sensitiv og føler alting meget stærkt. Måske ind imellem mere end jeg burde. Men det hjælper mig også som kunstner.

Er det terapeutisk for dig at skrive og synge?


– Helt sikkert! Jeg kan lade mine følelser få frit spil, og for det meste er jeg fuld af ideer, tanker og følelser, og jeg skal ud med dem. Så det er måden, jeg får dem ud på. Det er på sin vis også som akupunktur. Det er en måde, hvorpå man sørger for, at altid flyder bedre og ingenting sidder og blokerer.

Hvor svært er det for dig at være dig selv, i den business du arbejder med?

– Svært? Hmm… Hvis man er for opmærksom på alt det, der er et biprodukt af selve produktet, så kan det godt være svært. Men det er jeg ikke.


Hvor god er du til at håndtere at være i rampelyset og have hele verdens øjne på dig?

– Jeg prioriterer hvilke holdninger, der betyder noget for mig, og alt det andet ser jeg bort fra. Jeg er ikke på Google-alert, for der findes også andre mennesker i verden.

Du har altid sagt, at du er meget organiseret og helst vil have styr på alt. Har du også en femårs plan? Eller kører du lidt mere løst derudad?


– Jeg laver mange planer, men Gud griner ad planer, som man siger. Så jeg er nødt til at tage tingene lidt, som de kommer. Men jeg har helt sikkert ting, som jeg vil nå med min karriere. Jeg vil for eksempel gerne medvirke i en passende live action-film i fremtiden – og hvis Ridley Scott ringer og beder mig spille Rachael i Blade Runner 2, så vil jeg takke ja.

Kan du huske første gang, du hørte en af dine sange i radioen?

– Ja, jeg var i Texas, og da jeg hørte I Kissed A Girl på radioen, hoppede jeg bare op og ned. Men nu har jeg ikke længere brug for at lytte til mine sange på radioen.


Har du overrasket dig selv de seneste par år?

– Når man er 25, tror man, man ved meget mere, end man rent faktisk gør. Det samme gælder, når man er 28, og sådan vil det fortsætte med at være, og når man er i 30'erne, vil man se tilbage på sit liv og tænke, at man ikke vidste noget som helst, da man var i 20'erne.

 


Prism

Katy Perrys fjerde album Prism kom på gaden den 22. oktober – tre dage inden sangerinden fyldte 29. Albummet er blandt andre lavet i samarbejde med sangskriveren Bonnie McKee, de svenske producere Max Martin og Klas Åhlund og rapperen Juicy J.

Singlen Roar blev udgivet den 10. august 2013, og det er ottende gang, Katy Perry får en placering på toppen af den amerikanske Billboard 100. Katy Perry skrev den robuste Roar i en periode, hvor hun oplevede frygt på nært hold.


– Jeg tænkte, at jeg måtte finde min indre styrke igen, fortæller Katy Perry. – Jeg havde lige været igennem en periode i mit privatliv, hvor jeg ikke var så sikker på mig selv. Jeg ledte efter min indre stemme, og den kom ud som et brøl.

Balladen Unconditionally kom på gaden den 16. oktober som albummets anden single.

– Denne sang handler om universal kærlighed, siger Katy Perry. Det kan være en mor, som ser sit barn første gang. Den kan også handle om en spirituel form for kærlighed.


 

Guitar og Gud

Katheryn Elizabeth Hudson var bare ni år gammel, da hun begyndte at synge. Hun var 13, da hun fik en blå guitar og sang offentligt foran et lokalt publikum hjemme i Santa Barbara i Californien.


Hendes forældre var meget religiøse, så der var store restriktioner på, hvad man kunne og ikke kunne synge om i familien Hudson. Derfor startede Katy Perry ud med gospel, hvorefter hun hørte Alanis Morissettes tekster og fik inspiration til at synge om andet end Gud. Madonna blev hendes store idol, selvom hun i familien var anset for at være værre end Satan selv.

– De var meget strikse og religiøse, så jeg blev styret med hård hånd, siger Katy Perry om sin barndom i kystbyen Santa Barbara nord for Los Angeles.

– Men jeg har taget det bedste med mig. Jeg tror, at jeg blev helt sikker på mit moralske kompas. Jeg overtog deres værdier som integritet og respekt, som var vigtige for min familie. I mine teenageår oplevede jeg en striks side, som jeg ikke var enig med. Men jeg har valgt at holde fast i det gode.


Katy Perry beskriver sig selv som en "good girl gone bad", men hun tror stadig på Gud.

– Jeg forsøger stadig at have en nær forbindelse til Gud, siger Katy Perry. Eller med en kraft, der er større end jeg selv. Det er vigtigt, for ellers har man ikke noget at stå til regnskab for.

 


En lille del af Katy

Dokumentarfilmen Katy Perry: Part of Me fra 2012 går bag kulisserne på Katy Perrys liv – blandt andet under hendes California Dreams Tour i 2011. Filmen, der er instrueret af Dan Cutforth og Jane Lipsitz, viser også klip fra hendes barndom og interviews med hendes forældre.

Filmen viser, hvordan Katy Perry nærmest var paralyseret inden en koncert i Brasilien på grund af problemer i sit parforhold med den britiske komiker Russell Brand, som hun blev skilt fra efter bare 14 måneders ægteskab i 2011.


– Jeg kunne ikke foregive, at mit ægteskab ikke var mislykket, sagde Katy Perry dengang om beslutning at skildre disse private følelser i filmen.

– Det var allerede offentligt, så hvorfor ikke bare vise det.

Dokumentarfilmen viser også en meget engageret og hårdtarbejdende kunstner.


–Den har helt klart været til nytte. Det er en film, som folk har talt om. Den har vist en helt anden dimension af, hvem jeg er, og hvor min musik kommer fra.

 

CV:


Navn: Katy Perry, døbt Katheryn Elizabeth Hudson

Født: 25.10. 1984

Fødested: Santa Barbara, Californien, USA


 

Diskografi:

Katy Hudson, 2001


One of the Boys, 2008

Teenage Dream, 2010

Prism, 2013


ANNONCE