x

Verdens største musikbutik lukker og slukker

Verdens største musikbutik lukker og slukker

Det nedadgående pladesalg har længe været at mærke på verdens musikbutikker. Herhjemme gik det sidst ud over T.P. Musik, og nu rammer det en engelsk mastodont, da verdens største musikbutik HMV Megastore i går lukkede dørene for sidste gang. 

Siden den først åbnede i 1986, er HMV Megastore på Oxford Street blevet kendt som det absolutte go-to-sted i London, hvis man skulle bruge en hvilken som helst plade. Det var ikke en butik, man skulle vove sig ind i, hvis man foretrak en lille hyggelig atmosfære med personlig betjening, men tværtimod en gigantisk butik, bugnende af gode tilbud og en butik, som man ikke kunne forlade igen tomhændet.  

HMV har siden starten af sidste år været i store økonomiske vanskeligheder, og flere af dens filialer verden over er allerede lukket. Den nuværende ejer Hilco har besluttet sig for, at nedskæringerne nu betyder, at den største butik må dreje låsen. Det er muligvis også med en vis ironisk bismag, at det, der engang var Londons bastion for det største udvalg af musikalske oplevelser nu i stedet skal sælge trendy løbesko.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA