Nyhed

Stuart A. Staples til København

Forsangeren fra Tindersticks gæster Amager Bio 19. november

For første gang er Tindersticks-forsanger Stuart Stardus... undskyld, Stuart A. Staples på turné under eget navn, og med sig bringer han materiale fra blandt andet den nyligt udgivne ”Leaving Songs”, forgængeren ”Lucky Dog Recordings” samt et band bestående af blandt andre to øvrige Tindersticks-medlemmer. Sammen rammer de Amager Bio i København 19. november.

Staples var med sin dybe, skiftevis croonende og småmumlende stemme i høj grad Tindersticks’ signatur. Sidste år udgav han den smukke og underspillede solo-debut ”Lucky Dog Recordings”, og var allerede i år klar med opfølgeren, ”Leaving Songs”, der bl.a. er indspillet i Nashville.

Tindersticks-fans vil kunne genkende den orkestrerede lyd og eftertænksomme atmosfære, nu i en mere intim udgave, og her og der tilmed krydret med et drys country.


Tindersticks eksisterer i øvrigt ifølge deres hjemmeside stadig og planlægger at udsende albummet ”Songs For The Young At Heart” i begyndelsen af 2007, et album, der i øvrigt bliver udsendt sammen med både en bog og en film.

Billetter sælges via Billetlugen samt FONA-butikker, og forsalget starter mandag den 18. september kl. 10:00.


Stuart A. Staples' hjemmeside

Tindersticks' hjemmeside

ANNONCE