Nyhed

Byrta – færøsk elektroduo på Danmarksturné

Den færøske duo turnerer i hele Danmark med Good Moon Deer, Sea Change og Sekuoia

Når festivalen Nordisk 2014 i januar og februar løber af stablen for anden gang, er det igen med fire nordiske upcoming bands, der er blevet udvalgt til at repræsentere den nordiske lyd, som den ser ud lige nu. På årets festivalturné kan du opleve danske Sekuoia, islandske Good Moon Deer, norske Sea Change og færøske Byrta.

De fire bands, der er udvalgt til Nordisk 2014, er ifølge arrangørerne en nøje håndplukket kombination, der ikke bare matcher, men også supplerer hinanden rigtig godt: "Alle byder de ind med deres eget bud på lyden af det kølige nord, som bidrager til en bredere forståelse for, hvad det egentlig er, der kendetegner det nordiske lydbillede," fortæller arrangørerne.

Nordisk er et et år gammelt initiativ forklædt som festival-turné, der består af koncerter i otte kulturhuse i Danmark i perioden 23. januar til 6. februar, hvor fire upcoming, nordiske bands rejser med. Som noget nyt giver de også en koncert på Færøerne og tre i Island. De fire navne er udvalgt ud fra deres popularitet i deres respektive lande, men også ud fra deres evne til at nå ud over scenekanten og skabe god energi til liveshows. 


Idéen bag projektet er at give unge uden for de store byer muligheden for at stifte bekendtskab med den mindre kommercielle, nordiske musik. "Den nordiske musik ligger i høj grad tæt på den danske kulturarv, og touren er en oplagt mulighed for, at unge præsenteres for musik skabt på egne længde- og breddegrader, især i denne tid, hvor kreativiteten i nordisk rytmisk musik er misundelsesværdig høj, og outputtet er ekstremt godt," fortæller arrangørerne.

GAFFA har talt med en af de fire grupper, færøske Byrta for at høre lidt mere om, hvad vi kan forvente fra dem:

Hvorfor og hvordan startede I med at lave musik?

– Vi mødtes i Reykjavík i 2011, hvor vi begge to var bosiddende på det tidspunkt. Guðrið (sangerinde, red.) havde skevet nogle sange, som ikke rigtigt passsede ind i hendes soloprojekt. Hun mødte Janus (programmør, red.) til en fest og spurgte ham, om han var intereseret i arbejde på de nye sange, bare for sjov.

– Vi havde ingen klare idéer om, hvor vi ville hen med musikken i begyndelsen. Vi legede rundt og fik afprøvet en masser af idéer. Projektet udviklede sig i løbet af cirka et år til en elektropopduo og en hel plade fyldt med livlige popnumre.

Hvordan vil I selv beskrive jeres musik?

– Vi laver pop, pop og mere pop. Vores store passion er at lave godt swingende beats med catchy melodier, og så prøver vi at lave musik, som vi selv ville lytte til. Alle sangene er på færøsk, og vi tror, at dette straks gør, at vi lyder anderledes end andre elektropopbands, og at dette er vores styrke. Vores tekster er sørgmodige og handler for det meste om ulykkelig kærlighed og ensomhed.

Hvilke kunstnere har været en inspiration for jeres musik, og hvorfor?

– Vi henter inspiration fra bands som for eksempel Talking Heads, Robyn og Niki and the Dove. Vi lytter meget til 80'er-musik, og vi får meget inspitation fra skandinaviske bands generelt.

Hvad er jeres styrke live?
– Vi har en god energi på scenen. Vi er gode til at få folk med og at få folk op at danse. Vi har det også rigtig sjovt, hver eneste gang vi står på scenen sammen, og vi oser af positiv energi, selv om vores musik er melankolsk og dramatisk. Vi lægger stor vægt på, at folk skal have det sjovt og tage hjem med et kæmpe smil på kinden.

Hvem af de andre på turen glæder I jer især til at høre og hvorfor?

– Vi kender ingen af disse bands på forhånd, og det bliver spændende at høre dem live. Alle bandene er meget forskellige, og dette bliver helt sikkert en meget interesant turné. Sea Change har en fed lyd‚ og Guðrið kan godt lide sangerindens stemme.


Lineuppen på turnéen er som følger:

Bag elektropop-duoen Byrta finder vi to af Færøernes stærke musikalske kræfter, Gudrid Hansdóttir (tidligere soloartist) og Janus Rasmussen fra islandske Bloodgroup. I kølvandet på deres selvbetitlede debut gav de en mindeværdig optræden på den færøske G! Festival i 2013, som kvitterede ved at tildele Byrta prisen for "Best Upcoming Band", og bandet blev på stedet booket til årets Iceland Airwaves-festival.

Good Moon Deer er en duo bestående af Guomundur Ingi Úlfarsson og Ívar Pétur Kjartansson, som med deres eksperimenterende elektroniske produktioner skaber et univers kombineret af smukke og mareridtsagtige lydbilleder præget af percussion. De har givet en række off venue shows under blandt andet Iceland Airwaves.


Berlinbosatte Sea Change har kun en enkelt officiel udgivelse i ryggen, nemlig den hittende single "Bursting." Sea Change har høstet anerkendelse på sin hjemlige musikscene i Norge, såvel som i Tyskland, hvor hun senest optrådte til Berlin Music Week.

Sekuoia er et alias for elektronikamusikeren Patrick Bech-Madsen, der tidligere har spillet support for Veto, WhoMadeWho, MØ og Active Child og har optrådt på danske festivaler som Strøm Festival, Trailerpark, Click og ikke mindst Roskilde Festival. Sekuoia er også med på GAFFAs liste "De bliver store i 2014".

Læs interviews med de andre optrædende på turnéen


Den komplette tourplan ser således ud: 

DANMARK:

23/1: Værløse, Galaksen


24/1: Ishøj, Ishøj Kultur Café

25/1: Ballerup, Baltoppen

29/1: Odense, Posten


30/1: Frederiksværk, Gjethuset

31/1: Næstved, Grønnegade Kasernes, Kulturcenter

1/2: Rødovre, Viften


6/2: Birkerød, Mantzius

7/2: Slagelse, Musikhuset

8/2: Helsingør, Toldkammeret


FÆRØERNE og ISLAND:

15/2: Torshavn, Norðurlandahúsið í Føroyum (FO)

17/2: Reykjavik, Kex Hostel (IS)


19/2: Akureyri, Græni Hatturinn (IS)

20/2: Reykjavik, Harlem Bar (IS)

Køb billetter til koncerterne via GAFFA Live.


Hør Byrta fremføre nummeret "Loyndarmál" og se en film om dem nedenfor:


ANNONCE