Nyhed

Everything That Rises giver debutkoncert i aften

Vi har talt med den nye danske støjrockduo, som kan opleves i Den Brune Kødby

Den danske undergrundsscene er for øjeblikket spirende med spændende nye noise-rock-tiltag. Efterhånden kan man begynde at snakke om en helt ny dansk psych-punk-bølge med nye navne som Narcosatanicos, Fright Eye, The Woken Trees, Papir og Less Win. Seneste skud på stammen er Everything That Rises, som tilføjer alternative støjeskapader til talentmassen.

Everything That Rises består af Heine Tegtmeier og Piet Breinholm, der, ud over at dele en fælles musikalsk passion, også deler lejlighed. Her besluttede de to musikalske soulmates at starte fællesprojektet Everything That Rises i starten af 2013, og allerede ved årets udgang stod duoen klar med 11 færdigproducerede sange.

Deres musikalske effektivitet og professionalisme stemmer blandt andet også fra erfaringerne med tidligere projekter, hvor de hver for sig på den ene eller anden måde har haft en finger med i 18th Dye, Government, Metal Ghost, Sune Rose Wagner, The First Waltz og Nikolaj Nørlund. Konstellationen af Everything That Rises er således en god kombination heraf med alternativ indie-noise-rock baseret på enkelte hooks og vild energi fra én guitar, ét trommesæt og to vokaler.


Lørdag den 19. januar holder duoen deres debutkoncert med, hvad de selv siger, kommer til at bestå af hurtig, hård og tight musik. I den sammenhæng tog GAFFA en snak med de to herrer for at komme lidt nærmere ind på, hvad man kan forvente af den nye noise-duo og beslutningen om at starte et fællesprojekt op sammen.

 

Det skal ikke gå op i røg og øl


– Spontant på en trappe i lejligheden aftalte vi at lave et band under det mantra, at det skulle være anderledes, hårdt og hurtigt. Vi havde dengang boet under samme tag og kendt hinanden et par år efterhånden – drukket alt for meget, hørt en hel del musik sammen og set hinanden i andre bands. Derfor vidste vi, at vi ville kunne kreere noget sammen. Men alt i alt en meget pludselig indskydelse.

– Navnet Everything That Rises var et forslag fra Piet, som straks blev nedstemt af Heine, men senere måtte Heine i stedet overbevise Piet om, at dette netop var det rigtige navn. Der er bøger, filosofiske citater, film og albumtitler, der bærer dele af Everything That Rises-navnet, men intet af det er direkte referencer. Vi er Everything That Rises, og det kunne ikke være anderledes.

– For Heine betyder erfaringerne fra tidligere projekter en stor del. Men med Everything That Rises skulle al tidligere erfaring skrottes og nye ting læres. Piet har taget målrettetheden og den gode musikalske utålmodighed med sig. Et ønske om no bullshit, men effektivitet er vi fælles om. Musikken kommer først – festen bagefter. Det skal ikke gå op i røg og øl i øveren – det kan vi gøre, når vi spiller live!


 

Forliste forhold, mareridt og musikalske forbilleder

– Musikalsk får vi inspiration fra andre alternative indie-noise-rock bands, men mest af alt fra hinanden. Bands fra den tidligere punk-æra og 1950-60'erne har også betydet en hel del. Tekstmæssigt er det alt fra bøger og tv-dokumentarer til forliste forhold og mareridt. Teksterne bliver skrevet for at få dét ud af hovedet, som man ikke kan få på andre måder.


– For Piets vedkommende var det først en masse heavyrock, som blev spillet i børneværelset, men senere bands som The Smiths, Ride, The Jesus and Mary Chain og Sonic Youth samt danske Gangway og Sort Sol, der for alvor banede vejen for musikken. For Heine har navne som Black Rebel Motorcycle Club, The Jesus and Mary Chain, A Place to Bury Strangers og Ryan Adams betydet meget. Både musikalsk og æstetisk.

 

To årtiers mellemrum


– Der er naturligvis noget historik og erfaring, som ikke er ens, når man er født med to årtiers mellemrum, men når det kommer til stykket med hensyn til at skrive musik og spille, hvilket det hele handler om, er det ikke noget, vi tænker på overhovedet.

– Piet kan drage erfaring fra sit årti og har været så heldig at se en masse af de bands, som Heine kun kan drømme om at se på en scene. Men ud over dét har Piet turneret massivt i hele verdenen og kender musikbranchen på godt og ondt.

– Omvendt kan Heine måle sig med Piet med hensyn til drive og fandenivoldskhed og bringe en helt ny energi og drive ind i en band- og sangskrivningsmæssig sammenhæng. Heine tænker nu og her – og ikke i de lange seje træk, som man gjorde engang.


– Vi lever forskellige liv i dagligdagen og ser i perioder faktisk sjældent hinanden til hverdag, ud over arbejdet med bandet eller over en flaske gin. Vi har endnu ikke nået til det punkt, som mange bands kommer i, hvor man bare ikke skal se hinanden et stykke tid.

 

Kort og hårdt – 11 færdigproducerede sange på under et år


– Vi havde en klar idé om den musikalske retning, inden vi overhovedet var i øvelokalet første gang. Det var en smule intimiderende at stå over for hinanden kun med et trommesæt og en guitar imellem os, men allerede efter et fåtal af møder havde vi skrevet mange af vores sange. Alt er også gået meget hurtigere, da vi selv optog, miksede og producerede i øvelokalet. Kendskabet til hinanden har naturligvis betydet noget, men vi tror mere på, at fordelen ligger i, at vi er så enige om den musikalske retning. – Som de fleste andre bands vil vi gerne spille for så mange mennesker som muligtog få musikken så mange steder som muligt. Ikke for hver en pris, men som udgangspunkt er det drømmen.

 

Debutkoncert i Den Brune Kødby


Publikum kan lørdag den 18. januar således forvente se frem til 11 hurtige og hårde sange i de perfekte rammer i Den Brune Kødby med et band, der har set frem til det, siden de skrev deres første sang.

– Vi har nogle sange liggende ude på SoundCloud, så folk har haft mulighed for at høre lidt. Men ellers er denne aften den første reelle mulighed for at opleve, hvad Everything That Rises egentlig er.

– I denne skov af bands inden for alternative-, indie- og noise-rock-genren mener vi, at vi har noget nyt at byde på. Vi er ydmyge over for musikhistorien, men er dog selvsikre nok til at mene, at Everything That Rises har sin plads blandt dem, der skal lyttes til og ikke mindst ses live.  


Første offentlige musikalske milepæl skal sættes lørdag til bandets officielle debutkoncert, som forhåbentlig bliver starten på en stigende karriere for Everything That Rises. Er du til alternativ noise-rock, skal du derfor ikke snyde dig selv for en eksplosiv koncertoplevelse lørdag aften klokken 20.00 på Warehouse 9 i den Brune Kødby.

Hør Everything That Rises på Soundcloud

Everything That Rises-debutkoncert


Lørdag den 19. januar klokken 20.00

Warehouse 9, Den Brune Kødby

Gratis adgang


 

ANNONCE