x

Forfulgt i Iran – mejet ned i USA

Forfulgt i Iran – mejet ned i USA

En unik historie om menneskeligt og musikalsk mod forvandlede sig i slutningen af 2013 med ét til en tragedie.

Natten til mandag den 11. november kravlede den iranske musiker Ali Akbar Mohammadi Rafie ind i en lejlighed i East Williamsburg. Med sig havde han en guitarkasse, men der var ingen guitar i kassen. Der var derimod et skarpladt maskingevær, med hvilket han i de følgende minutter dræbte to af sine iranske venner fra bandet The Yellow Dogs, brødrene Arash og Soroush Farazmand på 27 og 28 år, samt en tredje ven og musiker, den 35-årige Ali Eskandarian. Alle tre lå og sov i lejligheden, hvor de boede, da de blev dræbt. Rafie sårede derefter en fjerde person, inden han løb op på bygningens tag og skød sig selv i hovedet. Han var død, da politiet ankom til stedet.

Det fulde motiv for gerningen får vi aldrig at kende, men vidner har fortalt til politiet i New York, at Rafie formentlig handlede i desperation og bitterhed, fordi han var misundelig på sine landsmænds musikalske succes.

De to overlevende medlemmer af The Yellow Dogs, Siavash Karampour og Koory Mirzeai, er endnu i stor sorg, og alle planer om at gøre karriere i musikbranchen er foreløbigt sat på hold. Nogle uger efter tragedien udtalte de:

– At tænke på musik nu er næsten umuligt. Men selv om vi ville stoppe med at spille, så kan vi ikke. Vi kommer til at forfølge deres drømme. Det er ikke op til os selv længere.

Vi spoler tiden cirka tre år tilbage. En fælles bekendt havde formidlet kontakten, og sidst på eftermiddagen mødte GAFFA The Yellow Dogs på deres eksiladresse i Brooklyn, ikke langt fra Cooper Park og subwaystationen Grand Street.

Det var den sidste dag i 2010. Selvfølgelig skulle det fejres. Nytårsaften i East Williamsburg, Brooklyn, New York – med andre ord: centrum af verden for festhipsters og indiemusikere. Samtidig markerede overgangen fra december til januar, at det nu var ét år siden, at de fire iranske musikere i The Yellow Dogs officielt havde opnået politisk asyl i USA. For barndomsvennerne Koory, Siavash, Arash og hans lillebror Soroush var årsdagen derfor endnu en grund til at invitere til house party senere på aftenen. En nytårsfest i anledning af deres nyerhvervede musikalske frihed. Et endeligt farvel til frygt, forbud og forfølgelser hjemme i fødebyen Teheran.

 

Ubeskrivelig frihedsfølelse

I den beskedne lejlighed, hvor de alle boede, var stuen tømt for møbler. Sofaerne, lænestolen og spisebordet stod tæt stablet i det ene soveværelse. I hjørnet af stuen var Arashs trommesæt omringet af talrige ledninger, der snoede sig mellem hinanden på betongulvet og nærmest mirakuløst fandt vej fra instrument til forstærker. Nytåret skulle naturligvis spilles ind i aften af The Yellow Dogs selv samt af nogle af de andre lokale bands, de hang ud med til daglig.

– Efter vi er kommet hertil, udnytter vi hver eneste chance for at spille musik hele tiden, fordi vi kan og må. I Teheran skulle alt være fuldstændig hemmeligt, og vi kunne kun spille skjulte undergrundskoncerter i lydtætte kælderrum og forladte parkeringshuse. Hvis vi blev opdaget, risikerede vi at ryge i fængsel, fortalte forsanger Siavash Karampour dengang om bandets musikalske opvækst i den iranske hovedstad.

– Følelsen af frihed her i USA er helt ubeskrivelig, supplerede guitarist Soroush Farazmand med en gnist i stemmen.

Regeringen i Iran bryder sig bestemt ikke om rockmusik, og hvad der dertil hører. Det mærkede Siavash Karampour tydeligt, da han, få måneder inden bandet forlod hjemlandet til fordel for USA, blev konfronteret af to politibetjente på gaden i Teheran. De tvang ham til omgående at klippe sine lange lokker af.

– Det var respektløst, men den slags oplevelser fik os kun til at blive ved med at gøre det, vi havde lyst til. Vi ville ikke lade det stoppe vores drømme om at spille musik og have det sjovt, forklarede forsangeren, der har ladet håret gro lige siden.

 

Film blev udslagsgivende

Siavash, Koory og brødrene Arash og Soroush kom alle fra familier, hvor forældrene havde gode jobs i millionbyen Teheran. I et notat fra deres fælles asylansøgning i 2009 bliver de fire drenge beskrevet som "intelligente, velinformerede og ressourcestærke musikere i 20'erne". Tidligere samme år havde de medvirket i dokumentarfilmen No One Knows About Persian Cats, der skildrer livet som forfulgt rockband i Iran. Men ud over at skabe generel interesse for den farefulde iranske undergrundsscene øgede filmen også de iranske myndighedernes opmærksomhed på netop The Yellow Dogs. Filmen blev derfor udslagsgivende for, at bandet følte sig nødsaget til at måtte flygte fra hjemlandet.

– Det var en politisk film, og jeg kunne se døden for mig, har bassist Koory Mirzeai forklaret om angsten for at blive i Iran.

 

Intens koncertindlevelse

Klokken havde passeret midnat, 2010 var blevet til 2011 i Brooklyn. Og vi stod tæt. Op mod 50 mennesker var mødt op – mange endda uden invitation – i lejligheden på knap 60 primitive kvadratmeter, som nu mere så ud som et smadret spillested end et sted, man kunne bo. Overalt på det klistrede gulv lå tomme Budweiser-dåser, mens The Yellow Dogs i hjørnet af lokalet spillede så højt, at ingen ville kunne høre, hvis en klagende underbo hamrede på døren. Inspirationerne fra bands som The Rapture og The Clash overlappede hinanden, og i de intime rammer bruste intensiteten og indlevelsen ud af de fire musikere, der tydeligvis var vant til at spille for publikum, som gjaldt det liv eller død.

Efter koncerten satte forsanger Siavash Karampour ord på bandets energiske optræden:

– I Iran tænkte vi altid sådan, at alt hvad der var ulovligt, blev lovligt, når vi spillede. På den måde blev vores shows et frirum, hvor alle kunne gøre lige, hvad der faldt dem ind. Den tanke har vi taget med videre.

The Yellow Dogs overlevede Irans undertrykkelse. Men i det, der for dem var "the land of freedom", blev to af medlemmerne en mørk novembermorgen pludselig ofre for en helt anden skæbne end den, der oprindeligt havde gjort frygt til flugt.

Heldigvis nåede The Yellow Dogs – med deres mod, deres målrettethed og ikke mindst med deres musik – at inspirere adskillige andre iranske kunstnere til at forfølge deres drømme om frihed.

 

The Yellow Dogs

Brooklyn-baseret postpunkband af iransk oprindelse.

Blev dannet i Teheran i 2006 af forsanger Siavash Karampour, bassist Koory Mirzeai og guitarist Soroush Farazmand. Sidstnævntes bror, trommeslageren Arash Farazmand blev fast medlem af bandet senere.

Har udgivet to ep'er: In The Kennel (2011) og Upper Class Complexity (2012).

Medvirker i dokumentarfilmen No One Knows About Persian Cats (2009), der handler om iransk undergrundsmusik.

De fire musikere opnåede politisk asyl i USA omkring årsskiftet 2009-2010 og har siden været bosat i en lejlighed i East Williamsburg.

Den 11. november 2013 blev Soroush Farazmand og Arash Farazmand dræbt af skud fra et maskingevær, da en tilsyneladende skinsyg ven af bandet brød ind i deres lejlighed og skød dem, mens de sov. De to brødre blev henholdsvis 27 og 28 år. Også en tredje person i lejligheden, musikeren Ali Eskardarian på 35 år, blev dræbt af gerningsmanden, der efterfølgende begik selvmord. De to resterende medlemmer af bandet var ikke hjemme i lejligheden på gerningstidspunktet.

Blot få måneder forinden havde Arash Farazmand modtaget sit endelige bevis på politisk asyl i USA, hvilket betød, at The Yellow Dogs var begyndt at planlægge en international turné.

Blot tre dage inden drabene var bandet i studiet for at indspille nye sange til deres første hele studiealbum.

De to resterende medlemmer af The Yellow Dogs har efter tragedien meddelt, at de holder pause fra musikken på ubestemt tid.

Se musikvideoen til The Yellow Dogs' "This City":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA