Guide: Springsteens nyeste studiealbum sang for sang

Guide: Springsteens nyeste studiealbum sang for sang

Bruce Springsteen bliver ved med at være uhyre produktiv. Sidste mandag udkom hans 18. studiealbum, og arbejdsgangen på E Street har været anderledes end normalt. Dele af "High Hopes" er nemlig indspillet on tour, hvilket Springsteen aldrig har gjort før. Guitarist Tom Morello spillede for første gang med Springsteen & The E Street Band i 2008. Han indtager en stor rolle på mange af sangene på "High Hopes" og tager musikken et helt nyt sted hen. Desuden er albummet en samling af sange fra gemmerne, og ikke at forglemme har hele tre covernumre også fundet vej. Det er meget forskelligt, hvad Springsteen og holdet omkring har fortalt omkring sangene, og derfor giver GAFFA dig her kortere og længere beretninger om sangene på "High Hopes".

High Hopes:

En coversang som titelnummer. "High Hopes" er skrevet af Tim Scott McConell, forsanger for det hedengangne amerikanske band The Havalinas. Springsteen indspillede første gang "High Hopes" i 1995 i forbindelse med udgivelsen af "Greatest Hits". Guitarist Tom Morello, som spiller en afgørende rolle på "High Hopes"-albummet, hørte Springsteens 1995-udgave i radioen og opfordrede forsangeren til at tage den med på live-repertoiret i forbindelse med den forestående turné i Australien for et års tid siden. Det kom den, og på samme tid gik Springsteen og holdet i studiet og indspillede "High Hopes".

Harry's Place:

Blev skrevet til "The Rising" i 2002, men Springsteen mente ikke, den passede ind i albummets tematik. Afdøde ikon-saxofonist Clarence "Big Man" Clemons blæser på nummeret, som er en direkte uppercut fra Chefen selv. Fortiden sættes sammen med nutiden, da Tom Morello er et bærende element med sin underliggende guitar.

American Skin (41 Shots):

Skrevet i 2000. En af Springsteens mest kontroversielle sange nogensinde. Amadou Diallo, en ung immigrant fra Guinea, blev skudt af fire politimænd i New York i 1999. Han var ubevæbnet, men politimændene hævdede, at de havde forvekslet tegnebogen i Diallos lomme med en pistol. Amadou Diallo blev ramt af 41 skud og døde på stedet. Springsteen & The E Street Band sluttede deres genforeningsturné i 2000 med ti koncerter i Madison Square Garden i New York City. "American Skin (41 Shots)" var på sætlisten alle ti aftener og skabte virak, fordi New York Citys politi så sangen som et direkte angreb på dem, og efterfølgende boykottede de Springsteens koncerter. Nu er den så for første gang indspillet og altså med på "High Hopes".

Just Like Fire Would:

Et af albummets covernumre. Oprindeligt en skæring af australske The Saints, som Springsteen har gjort til sin egen. "Just Like Fire Would" har kun været med til koncert en enkelt gang. Det skete meget passende Down Under ved Chefens besøg i Brisbane i 2013. Det var netop i dagene omkring denne koncert, at Springsteen samlede sit hold i et studie i Sydney og indspillede sangen.

Down In The Hole:

Indspillet i forbindelse med "The Rising", men blev kasseret. På sangen medvirker både afdøde organist Danny Federici og Clarence Clemons. Springsteens kone, Patti Scialfa, som efterhånden spiller en mindre og mindre rolle i mandens musikalske liv, er hørbar med sit korarbejde.

Heaven's Wall:

En gospelpræget skæring med afstikkere til både rock og punk. Hvornår sangen første gang kom på bånd, er ikke helt sikkert, men den er blevet pillet ved i 2013, hvor blandt andre Tom Morello har indspillet sin, igen, store rolle.

Frankie Fell In Love:

Denne storswingende fartsynder stammer tilbage fra indspilningerne til "Magic" (2007), og dele af sangen, den korteste på "High Hopes", er så genindspillet til det netop udkomne album.

This Is Your Sword:

En folk-rocker med sækkepiber og Springsteen på blandt andet guitar og banjo. Ret klassisk Springsteen. Patti Scialfa medvirker også som korpige på denne skæring. I øvrigt er det ikke den normale trommeslager Max Weinberg, der er fyrbøder her, men i stedet Josh Freese.

Hunter of Invisible Games:

Den eneste ballade på "High Hopes". Smuk og enkel og indspillet mellem 2004 og 2008. En sang, som med Springsteens egne ord ikke har passet ind på de seneste album.

The Ghost of Tom Joad:

En af Springsteens absolutte nyklassikere og en sang, der har været på scenen i flere forskellige afskygninger. Titelnummeret på soloalbummet fra 1995 er på "High Hopes" at finde som en hårdtslående satan med guitardueller mellem Springsteen og Morello. Der er i den grad sat strøm til, og motorvejen er i live i stor stil. Rocken møder punken.

The Wall:

Rockdoktor Bruce skrev sangen tilbage i 1997-1998, og "The Wall" livedebuterede i 2003. Kun spillet tre gange live og aldrig med The E Street Band. Springsteens musikerven, Joe Grushecky, kom med idéen til titlen til sangen, der udsprang af Springsteens besøg ved Vietnam Veterans Memorial i Washington. Nogle dage efter besøget sendte Grushecky Springsteen en artikel om stedet, han havde besøgt kort forinden. Hovedpersonen i "The Wall" er Walter Cichon, frontmand i New Jersey-bandet The Motifs og et af Springsteens første forbilleder. Walter Cichon blev meldt savnet i Vietnam i marts 1968.

Dream Baby Dream:

Første gang publikum stiftede bekendtskab med Springsteens Suicide-cover var i 2005, hvor stort set samtlige koncerter på årets soloturné endte med Chefen ved trædeorgelet og en messende udgave af sangen, som nu er foreviget på det nyeste studiealbum. Springsteen indspillede omkring ti forskellige udgaver af sangen i 2013, før han var tilfreds.

Hør albummet på Spotify og WiMP:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA