x

Detaljer om MTV European Music Awards Copenhagen 2006

Detaljer om MTV European Music Awards Copenhagen 2006

Til værtsrollen er det, som man kunne læse på GAFFA.dk tidligere i dag, lykkedes MTV at engagere ingen ringere end den albumaktuelle superstjerne Justin Timberlake, der selv vandt tre priser ved EMAs i Edinburgh i 2003 og i år er nomineret i to kategorier.

Red Hot Chili Peppers topper listen med fire nomineringer, og blandt de øvrige nominerede er navne som Madonna, Shakira, Kanye West, Artic Monkeys og mange andre. Den komplette liste kan ses på MTV EMAs hjemmeside, hvor man også kan stemme på de nominerede.

Her finder man desuden kategorien ”Best Danish Act”, hvor slaget står mellem Kashmir, Outlandish, Nik & Jay, L.O.C og Spleen United.

Der er endnu kun afsløret to navne blandt de optrædende, nemlig Muse og Nelly Furtado, men det blev på pressemødet kraftig hintet, at Timberlake også selv går på scenen i løbet af aftenen.

Showet, der transmitteres til 1,4 mia. seere, vil foregå både i Bellacentret og på Rådhuspladsen 2. november, og for at komme med til festlighederne, skal man udvælges af MTV gennem konkurrencer og andre promotion-tiltag op til festen. På den måde sikrer MTV sig, at det er de mest begejstrede award-fans, der lukkes ind.

Op til den 2. november vil der være masser af muligheder for musikalsk stimulans, Wonderful Copenhagen arrangerer nemlig Music Week fra 25. oktober og en uge frem. Musikugen, der er ment som en årligt tilbagevendende begivenhed, er et samarbejde mellem en række af byens stærkeste koncert- og club-arrangører og kommer til at rumme over 75 koncerter fordelt på 15 spillesteder. Programmet offentliggøres om en uge.

Copenhagen Music Weeks hjemmeside
MTV EMAs hjemmeside

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA