Nyhed

Carpark North i poppet samarbejde

Det er ikke kun Stine Bramsen, der medvirker på det kommende album

I sidste uge skrev vi om en undersøgelse foretaget af Yougov, der viste, at en stor del af den danske befolkning har svært ved at sætte det korrekte fornavn på de to hovedpersoner i Nik & Jay. Vi må satse på, at drengene i Carpark North har helt styr på det. Eller i hvert fald fået det lært nu. For når Carpark North udgiver deres nye album "Phoenix" den 27. januar, er det ikke kun med Alphabeats Stine Bramsen som gæstesolist på et nummer, nej, de har såmænd også fået Nik & Jay med på en enkelt sang.

"Vi ville videre fra den form, vi arbejdede med på sidste album ved selv stå for alt og afprøve nye arbejdsmetoder", fortæller forsanger og guitarist Lau Højen. Det åbnede således for muligheden af samarbejde med andre kunstnere for første gang i bandets karriere. Det kan måske synes som en lidt utraditionel kandidat, Nik & Jay, men Lau Højen fortsætter:

"Vi var på Grøn Koncert turné sidste år, hvor blandt andre Nik & Jay var med. Vi så dem live og var dybt imponerede over deres optræden, og efterfølgende fik vi idéen om at arbejde sammen med dem. Vi lavede beatet og noget af teksten, som de fik tilsendt. Da de ankom i studiet, havde de hele deres tekst klar, som de gik ind leverede uden nogle notater. Vi blev færdige med tracket samme nat. Det var en af den slags oplevelser, hvor kreativiteten stod i flammer, og tidsfornemmelsen forsvandt".  

Om Carpark North kan forvente at få et hit på linje med deres single "32" fra efteråret, som Stine Bramsen medvirker på, og som allerede er gået guld i Danmark og topper iTunes-listen, må vi med vente at se. Skulle du dog stadig være i tvivl om, hvem der er Nik og hvem der Jay, kan du måske spørge drengene i Carpark North, for de har tydeligvis lært at kende forskel. 


 

ANNONCE