Nyhed

Hør ugens bedste sange

GAFFA har samlet seks af ugens bedste singler i en playliste

I ugens løb har vi her på GAFFA skrevet om en række nye singler, og vi har derfor samlet de omtalte sange i en playliste. Skulle du være gået glip af, hvem der har udgivet denne uges mest spændende sange, kan du læse om dem her. Det drejer sig om blandet pose bolcher, sødt og syrligt, med lidt til alle. Du kan høre nye toner fra Damon Albarn, Beck, Stine Bramsen, Maskinvåd, Mendoza, MØ (billedet) og Yepha.

Damon Albarn er en travl mand. Ud over blandt andet at have været forsanger i Blur, tegneseriefigur i Gorillaz, leget med legender i The Good The Bad The Queen, og dykket ned i afrikansk musik, er han nu klar med sit første soloalbum, "Everyday Robots", som står til at udkomme den 28. april.  Albarn beskriver lyden på albummet som folk-soul. Titelnummeret er nu ude som førstesingle og tilgængeligt som download fra 3. marts. "Everyday Robots"-singlen leder måske tankerne hen i retning af de mere afdæmpede øjeblikke på Blurs "Think Tank" fra 2003. Den bliver ledsaget af en flot musikvideo, som vi også kan anbefale, at du tjekker ud. 

Månen kaster et blåt skær over Beck, som netop har udsendt første udspil, "Blue Moon", fra sit forestående album "Morning Phase". "Blue Moon" er lyden af lettilgængelig folk, hvor der er plads til luftige trommer, mandolin og et kor bag Becks genkendelige vokal, imens han åbner op for melankolien: "I'm so tired of being alone". Det nye album er på gaden den 25. februar. 


Stine Bramsen har tager i denne sang de første spæde skridt ud i sin solokarriere med singlen "Prototypical". Sangen er skåret til moderne popradio med dens hårdtbankende stortromme, slap-bass og soulede omkvæd. Udlandet har allerede taget godt imod den, så mon ikke også vi hellere må hoppe med på bølgen herhjemme. 

Nogle gange kan inspiration komme af omveje. Maskinvåd blev bedt om at lave et remix af en valgfri Lars and the Hands of Light-sang. Remix var dog ikke det dansksprogede bands stærke side, så de lavede i stedet for en fortolkning af nummeret "Shiny Bright Star". Det blev til et helt nyt lydende nummer, "Stjerne", som nu også har fået sin egen musikvideo. De danske ord smælder mere besk end den engelske original over en synth-linje, som Maskinvåd har beholdt fra originaludgaven, men flyttet til bassen. Surfguitarer mere drukner end svømmer i ekko, og vokalen bliver hjemsøgt af et spøgelseskor. Det kan man kalde en habil coverversion.

Et forholdsvis nyt navn på den danske musikscene er sangerinden Mendoza. Hun har singlen, "Love Druggie", ude, og det er faktisk det allerførste nummer hun har lavet. Det er lavet i samarbejde med Niels Kirk (Treefight for Sunlight). Lyden er de hedengangne 90'ere, og følelsen er dansegulvet og dets euforiserende lys.


tøver måske med at trække danseskoene på i sin nye single, "Don't Wanna Dance", men hun gør det svært for os andre ikke straks at ile til dansegulvet. Et pågående r&b-beat skubber det fængende omkvæd helt frem, mens blæsere fuldender lydbilledet med et retro-feel. Det er svært ikke at glæde sig til den unge sangerindes kommende debutalbum.

Der er et eller andet med rappere og kvinders sædeparti. Tidligere har vi haft fyldige beskrivelser af sådanne fra Nik & Jay, og nu melder Yepha sig på banen med en hyldest på singlen "Go' Røv". Det er anden single fra det kommende debutalbum "Højere Hurtigere Dybere Bredere", et album som nok også byder på fornyelse. "Min definition af hiphop er fornyelse. Det er forretningsmæssigt nok ikke det klogeste, og det er til tider pænt frustrerende ikke bare at chille, hvor man er, men når jeg er blevet kaldt 'ham, der rapper hurtigt' eller 'ham med det fede flow', så retter jeg automatisk antennen ind på at gøre noget andet, og det vil man kunne få at høre på albummet.", udtaler Yepha nemlig. 

Hør playlisten i Spotify og WiMP:

ANNONCE