Guf og bandet er klar med anden single fra succesalbum
De vendte tilbage sidste år, 12 år efter debutalbummet "En Mærkelig Kop Te", og fik nærmest et regulært folkeligt gennembrud med det kritikerroste udspil "Kommer med Fred". Nu er svampe-eksperterne i Spids Nøgenhat klar med deres anden single "Mere Lys", som skal følge op på radiohittet "Lolland Falster".
Den nye single er, som resten af albummet, en hyldest til friheden og det løse liv og foregår i et langt højere tempo end udgivelsens andre sange. Sammen med sangen har bandet udsendt en video, optaget af Palle Demant, der har fulgt Lorenzo Woodrose igennem længere tid som en del af en kommende dokumentar "Hr. Guf".
Det er optagelser fra denne dokumentar, som ligger til grund for videoen til "Mere Lys", der blandet andet byder på optagelser fra bandets legendariske koncert på Roskilde Festival 2011 - en koncert, som i øvrigt udkom i 2012 under navnet "De Sidste Her På Jorden". Se videoen herunder, hvor der vanen tro sniger sig en joint eller to ind under indspilningen af det nye ryger-nummer.
Spids Nøgenhat optræder live ved uddelingen af årets Steppeulv den 8. februar på Bremen (hvor de er nomineret i kategorierne Årets Orkester og Årets Sang), hvorefter den står på festivaler til sommer og Danmarksturné til efteråret.