Nyhed

Hør en teaser til Medinas nye single

Popsangerinden fejrer fem års jubilæum med nyt akustisk album - se den første teaser her

I 2009 skete der noget på den danske musikscene, som må kaldes et massivt gennembrud. Den danske sangerinde Medina udsendte singlen "Kun for mig", som ved årets udgang blev udråbt som den mest solgte single, og Medina var på alle læber landet over. Siden har den nu 31-årige skønhed udgivet to dansk- og to engelsksprogede album og var senest albumaktuel herhjemme med udgivelsen "Forever" i 2012.

Fra i dag starter nedtællingen til det kommende album, som endnu ikke har fået en udgivelsesdato, men et klip på 45 sekunder af "Jalousi", som er navnet på albummets første single, er netop gjort tilgængeligt. Den nye single udkommer den 3. februar, men det er allerede fra i dag muligt at forudbestille sangen via iTunes og altså se 45 sekunder af den kommende musikvideo.

Trods det begrænsede indblik i popsangerindens nye album står det klart, at Medina fortsætter i det spor, som hun har fulgt på sin nyligt overståede akustiske tour "Tæt På". Her har Medina spillet 18 koncerter landet over, hvor intimiteten har været i højsædet og med en udpræget akustisk tilgang. Den danske hitmagers kommende album består af live-optagelser fra DR's Koncertsal, indspillet i forbindelse med to koncerter under førnævnte turné.


Kom tættere på Medinas kommende udspil i teaseren herunder:

ANNONCE