x

The Afghan Whigs bryder 16 års pladepause

The Afghan Whigs bryder 16 års pladepause

The Afghan Whigs blev dannet i 1986 og slog straks igennem med deres alternative rock, hvilket resulterede i en pladekontrakt hos det legendariske pladeselskab Sub Pop. Bandet nåede at udgive fem studiealbum, inden de i gik i opløsning i 2001, for derefter at blive genforenet i 2012 til en reunion-turné.

Den amerikanske gruppe er nu klar med deres første album i 16 år, der har fået titlen "Do To The Beast" og er sat til at udkomme via Sub Pop den 14. april i Europa. Greg Dulli, frontfiguren for amerikanerne, har tidligere produceret gruppens studiealbum og har også siddet i producer-stolen på det kommende album. 

Greg Dulli har ikke ligget på den lade side siden gruppens sidste udspil fra 1998, "1965". Han har blandt andet ageret producer og optrådt på hyldestalbum til blandt andre Moby Grape og Doug Sahm. Mest bemærkelsesværdigt er dog bandet The Twillight Singers, som Greg Dulli startede som et sideprojekt til The Afghan Whigs og siden har udgivet fem studiealbum med – blandt andet med hjælp fra whiskey-røsten Mark Lanegan. Greg Dulli og Mark Lanegan har desuden også udgivet et album sammen under navnet The Gutter Twins.

Nu er Greg Dulli tilbage sammen med hjertebarnet The Afghan Whigs, som blandt andet spiller to gange under årets Coachella Festival.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA