Se dansk rocks fremtid i Koncerthuset

Se dansk rocks fremtid i Koncerthuset

For femte år afholder Bookingbureauet 3rd Tsunami Agency en showcase for en bred vifte af spændende og ny dansk musik, der giver det musikelskende publikum muligheden for at skue frem og få indblik i årets danske musikscene. For andet år i træk afvikles showcasen denne gang i Koncerthusets Studie 2 og 3, dog under det nye navn CPH Sound Wave, men konceptet er det samme som tidligere år. Årets otte navne strækker sig over rock, urban, pop og hiphop: Surfact, Ukendt Kunstner, The Malpractice, The Great Dictators, Fortress, Jørck, Mendoza og Sleep Party People. 

Surfact trak stikket ud på elguitarerne på sidste års "Unamplified". Det pustede liv i deres gamle materiale og gav lytteren mulighed for at opdage nye nuancer af kompositionerne. GAFFAs Keld Rud bemærkede især gruppens hang til ørevenlige melodier i sin fire stjerners anmeldelse: "Ligegyldigt hvad der har fået Surfact til at stille forstærkerne uden for døren og slå sig på de akustiske guitarer, så viser de nye udgaver af i alt 11 sange en noget anden side af kvintetten og ikke mindst, hvor stærke melodier, de skriver."

Ukendt Kunstner udgav sidste år i april deres debutalbum "Neonlys" indeholdende hittet af samme navn. Selvsikker attitude, melankolske klangflader og stærke beats er med til at gøre Ukendt Kunstner til et fængende bekendtskab, og de skuffer ikke med deres live-optræden som næsten med garanti kan sætte gang i en fest. Det oplevede GAFFAs anmelder Stine Lykkebo på Posten 12. december sidste år til en koncert, hun gav fire stjerner, og møntede med ordene: "Til "Fucking Nummer" var det selv dem, der var ved at bestille øl i baren, som hoppede uhæmmet rundt. Aldrig har så få mennesker fyldt så meget, og det gjorde sig naturligvis også gældende, da "Neonlys" blev spillet som ekstranummer."   

Tidligere I Am Bones og Beta Satan-frontmand Johannes Gammelby er nu sangskriver, sanger og guitarist i The Malpractice. De har deres andet album "Mass" på trapperne, det er sat til at udkomme den 3. februar. Førstesinglen "Lagoon" kom i december sidste år og fik en flot modtagelse i udlandet, hvor den blandt andet fik premiere på Clash Magazine med rosende ord. Her er der tale om rock af den tunge klasse.

Det københavnske band The Great Dictators er efter tre ep'er, hvoraf den første var produceret af Nikolaj Nørlund, klar til at udgive deres debutalbum i starten af 2014. Deres musik er en blanding varm americana og kold nordisk melankoli, som kan lede tankerne hen på navne som Tindersticks og The National. 

Med en stor 80'er gejst og nærmest The Darkness-lignende karisma har Fortress blæst nyt liv i en ofte ellers ret alvorlig rockgenre. Drengene gav sidste år et svedigt minisæt på Bremen til uddeling af GAFFA-Prisen, og de er i starten af dette år på en Danmarksturné

"Sangerinden/sangskriveren Jørck albumdebuterer med et spændende værk, der blotlægger flere sider af kunstnerens talent, og som først og fremmest demonstrerer kvindens fornemme flair for skiftevis at tøjle et såvel sart og sårbart som skråsikkert univers", lød GAFFAs anmeldelse, da Jørk for lidt for et år siden udgav debutalbummet "Sustainable Dream". Siden har sangerinden åbnet for blandt andet The Blue Van og Ed Kowalzchyk.

Tidligere på måneden kunne du se Mendozas musikvideo til "Love Druggie" her på GAFFA. Vi skrev dengang: "Fra Vesterbros spraglede gadebillede og miljøet omkring Nørrebros Ungdomshus kommer nu sangerinden Mendoza med sin debutsingle, "Love Druggie", der vækker de hedengangne 90'ere op af deres slumrende søvn." 

Der har været stille omkring Sleep Party People i den senere tid. Men bandet, som er kendt fra den danske slowcore/dreampop-scene, har et nyt album undervejs, og hjernen bag, Brian Batz, varsler nye toner. 

CPH Sound Wave løber af stablen 1. februar i Koncerthuset (DR) i København. Billetter kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA