Nyhed

Spot Festival afslører fem nye navne

Nu er sløret løftet for yderligere fem bookinger til årets danske branchefest

Spot har i dag offentliggjort fem nye navne til årets festival. Det drejer sig om Byrta, Kill J, Mont Oliver, Naomi Pilgrim (billedet) og Sekuoia. Det har været et stort og stærkt ansøgerfelt i år, og ifølge Spot Festival-kurator og Train-booker Bertram Zanjani er niveauet væsentligt højnet i år. Han udtaler til Spot Festivals nyhedsbrev: "Jeg synes allerede, jeg kan se og høre, at niveauet er højere end sidste år. Der er et par bands, som har søgt ind igen, hvor jeg tydeligt kan høre, at de har oppet sig."

Fra Færøerne får Spot Festival i år besøg af den elektroniske duo Byrta. Som "Best Upcoming Band"-vinder ved sidste års G! Festival i Thorshavn er duoen klar til at præsentere sin elektropop for det internationale publikum.

Den danske duo Kill J fik stor succes med debutsinglen "Phoenix" i efteråret 2013. Den blev blandt andet spillet på den engelske radiokanal BBC Radio One, mens den engelske avis The Guardian udnævnte danskerne til "New Band of the Day". Ud over Spot spiller Kill J også på norske by:Larm i slutningen af februar. 


Sidste år debuterede urban/hiphop-trioen Mont Oliver på Spot, og de har siden udgivet deres første ep "19". Med den i bagagen har de haft et travlt 2013, hvor de blandt andet åbnede for Imagine Dragons i Vega. Når de er at finde på programmet til Spot igen i år, tyder det på, at drengene har udviklet sig og løftet deres niveau endnu højere.

Svenske Naomi Pilgrim er allerede udråbt til den nye Lykke Li af diverse musikmedier. Hun udgiver sin debut-ep "Naomi Pilgrim EP" på mandag, og den forventes at bygge videre på hendes debutsingle, hittet "No Gun" fra sidste år. 

Tyve år er manges store alder, som den danske forfatter Martin A. Hansen skrev, og for 20-årige Patrick Bech-Madsen må man sige, at det er et faktum. Under navnet Sekuoia har han slået sit navn fast med sin hybrid af dubstep og eksperimenterende electronica. Det har indtil videre fået ham signet på det kendte label Project: Mooncircle i Berlin, og han skulle have et debutalbum på trapperne.


Spot Festival har tidligere offentliggjort, at Psyched Up Janis, Aarhus Jazz Orchestra, Emil de Waal og Spejderrobot optræder på festivalen. De tre sidstnævnte vil sammen fremføre en række Kraftwerk-numre.

Spot Festival afholdes i Aarhus 1. til 4. maj, og billetter kan købes via GAFFA Live.

Spot har samlet de fem kunstnere i en playliste, som du også kan høre lige her: 

ANNONCE